Mere guld til Guldfireren

Morten Jørgensen fra Næstved og resten af Guldfireren leverede varen ved VM.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den danske guldfirer lever op til sit navn og tager guld ved VM i roning i Chungju i Sydkorea.

I tiden 5.55.68 vandt Kasper Winther Jørgensen, Jacob Søgaard, Jacob Barsøe og Morten Jørgensen søndag morgen dansk tid over New Zealand, der kom ind på andenpladsen i tiden 5.57.28

De fire danskerne lå i letvægtsfireren foran det meste af løbet. Allerede efter 100 meter lå den danske guldbåd således i front, og det var en føring, der blev holdt hele vejen.

Men der var kamp til stegen. Og de sidste 500 meter blev nervepirrende spændende, da newzealændernes båd kom tættere på danskerne.

Men som altid var det de sidste 250 meter, der skilte guld fra sølv. Danskerne satte spurten ind, og New Zealand kunne ikke følge med.

Den nye guldmedalje er det hidtil bedste VM-resultat for Morten Jørgensen. Han har tidligere været i en VM-finale med letvægtsfireren - og indtil søndag var hans bedste VM-resultat sølv i 2009.

Men det er ikke første gang, Morten Jørgensen fra Næstved får en førsteplads med sig hjem. Han vandt OL-guld i 2008 og OL-bronze i 2012 samt EM-guld i 2013.

Kasper Winther Jørgensen var også med til at vinde OL-bronze i 2012, VM-sølv 2009 og EM-guld 2013, mens Jacob Søgaard, der er ny mand på båden i år, var med til at vinde EM-guld tidligere på året.

Også Jacob Barsøe kan nu føje en ny vindertitel og medalje til sin samling med letvægtsfireren. Han var også med, da båden vandt OL-bronze 2012 og EM-guld 2013.

/ritzau/


Nyhedsoverblik