¨

Manglende opbakning til privatskole - nu prøver initiativtagerne en gang til

Martin Kielsgaard og Søren Foldberg er to af inititiativtagerne til en privatskole i Holme-Olstrup. Sidste år måtte de og resten af bestyrelsen begrave planerne om en privatskole på grund af manglende opbakning, men nu prøver de igen. Foto: TV2 ØST

Drømmen om en privatskole i Holme-Olstrup ved Næstved fik et knæk i det tidlige forår. Der manglede simpelthen lokal opbakning. Nu prøver bestyrelsen igen.

Anden gang kan måske være lykkens gang for bestyrelsen bag foreningen Holme-Olstrup Privatskole.

- Det er forfra men med den erfaring, vi har nu, siger Martin Kielsgaard, som er formand for bestyrelsen.

Han og resten af den otte mand store bestyrelse har valgt at indsende de samme 20.000 kroner, som de også indsendte til Undervisningsministeriet sidste år, og som sikrer, at man overhovedet kan oprette en privatskole. Det er nemlig muligt at genbruge pengene, når skolen ikke blev oprettet som planlagt. 

- Vi holdt et møde i bestyrelsen, hvor vi snakkede lidt om det, og så besluttede vi at indbetale pengene, og så holder vi en generalforsamling i efteråret, siger formanden.

Her vil bestyrelsen så se, om der er opbakning til at starte en privatskole op fra skoleåret 2021/2022.

Min personlige holdning er, at vi måske slog et lidt stort brød op

Martin Kielsgaard, formand, Holme-Olstrup Privatskole

Byens folkeskole lukkede

Planerne om en privatskole i Holme-Olstrup blev født, da et politisk flertal i Næstved Kommune besluttede at nedlægge byens lokale folkeskole med virkning fra sommeren 2019. 

Interessen for en privatskole var til stede i lokalområdet, men da forældre skulle sætte deres underskrift og melde børnene ind i den nye skole, blev de væk.

- De lurepassede. De ville gerne se, hvad kom der af lærere og skoleleder, så det er noget, vi vil være meget mere opmærksomme på. Vi vil være lidt tidligere ude med nogle ting denne gang, siger Martin Kielsgaard.

I november 2019 var der informationsmøde om en privatskole i Holme-Olstrup ved Næstved. Opbakningen var stor, men da det kom til at indskrive børnene i foråret 2020, blev underskrifterne væk. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

I marts 2020 kastede bestyrelsen håndklædet i ringen. Kun 18 havde lavet bindende tilmeldinger til privatskolen.

- Min personlige holdning er, at vi måske slog et lidt stort brød op, fordi vi troede, opbakningen ville være stor, så vi har snakket lidt om, at det kan være, vi skal starte lidt mindre op og med lidt mindre ambitioner og for eksempel starte op med nogle 0.- og 1. klasseselever og så bygge ud derfra, siger formanden for Holme-Olstrup Privatskole.

Vi vil gerne have en skole, der ligger tæt på, og som er en lille, tryg skole med høj faglighed

Martin Kielsgaard, bestyrelsesformand, Holme-Olstrup Privatskole

Lige ved og næsten

Efter bestyrelsen droppede idéen om en privatskole fra skoleåret 2020/2021,  fik den en henvendelse fra nogle forældre til børn, der går på Holmegaardskolen i Fensmark.

- De spurgte: bliver det til noget? De stod overfor, at nogle klasser skulle lægges sammen, og det ville betyde, at der skulle være knap 28 elever i klasserne, og det var de meget utilfredse med. Så hvis det var, så havde vi faktisk nogle elever, fortæller Martin Kielsgaard og fortsætter:

- Så tænkte vi: pokkers også, for det kunne måske have givet det, der skulle til, men der havde vi besluttet, at vi ikke ville starte op og lukket kontrakten med den bygning, vi havde fundet.

Det var her i bygningerne, som engang husede Julemandens butik og en møbelforretning, at Holme-Olstrup Privatskole ville åbne dette skoleår. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Nu vil bestyrelsen så indkalde til en ny generalforsamling i efteråret og se, om der stadigvæk er opbakning til en privatskole i Holme-Olstrup.

- Vi håber jo på, at det er de samme, som egentlig bakkede os op sidst, som kommer,  plus nogle nye, siger Martin Kielsgaard.

Det er nemlig bestyrelsens store ønske, at Holme-Olstrup får en privatskole.

- Vi mener, byen har behov for det, og vi vil gerne have en skole, der ligger tæt på, og som er en lille, tryg skole med høj faglighed. Og så er vi jo imod, at eleverne skal sidde op til 28 i klasserne og ikke får den kvalitet i undervisningen, som vi synes er vigtig, siger Martin Kielsgaard, formand for foreningen, Holme-Olstrup Privatskole.

Er anden gang lykkens gang?

- Det håber vi da. Det kan også være, det er tredje gang?

Bestyrelsen hoder snart et møde, hvor den vil beslutte en dato for en kommende generalforsamling.

00:56

Folkene bag privatskolen opgav i marts 2020 planerne. 

Luk video

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App