Mand uden kørekort mister to biler på to dage

Påsken bliver dyr for en 46-årig mand fra Gentofte. Han har nemlig fået beslaglagt hele to biler på kun to dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hele to biler konfiskeret på kun to dage.

Det må en tilsyneladende stædig bilist fra Gentofte indregne i sit regnskab, efter han søndag blev standset af politiet ved Herlufmagle.

- Manden kørte i en hvid varebil med efterlyste nummerplader, og det var dem, der fik os til at undersøge bilen nærmere, siger vagtchef Ehm Christensen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Varebilen kørte på Herluflillevej, da den blev standset – og det viste sig hurtigt, at manden ikke havde noget kørekort eller for den sags skyld lov til at køre en bil.

- Han har så mange sager bag sig, hvor han er blevet standset uden kørekort, at vi måtte konfiskere mandens bil på stedet, siger Ehm Christensen.

Der er tale om en 46-årig mand fra Gentofte, hvis seneste sag om retten til at føre bil var fra lørdag, hvor han ligeledes fik konfiskeret en bil i Nordsjælland.

Manden vil dog ikke uden sværdslag give afkald på sin bil, og derfor skal sagen i den kommende tid prøves i retten. Indtil da vil politiet dog opbevare mandens bil, oplyser Ehm Christensen.


Nyhedsoverblik