En 59-årig mand er blevet varetægtsfængslet for at have forsøgt at kvæle en kvindelig bekendt i Næstved.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden blev anholdt søndag eftermiddag klokken 16.13, hvor han blev sigtet for drabsforsøg i en lejlighed i i Sct. Jørgens Park Næstved. Det var her han ifølge politiet forsøgte at kvæle kvinden.
Vi efterforsker stadig og skal afhøre flere vidner
Politiet oplyste søndag i en pressemeddelelse, at kvinden er i kritisk tilstand og indlagt på sygehuset. Mandag er kvinden fortsat i kritisk tilstand, oplyser politiet.
Politiet holder kortene tæt til kroppen
Af hensyn til efterforskningen ønsker Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke at oplyse yderligere i sagen.
Det vides endnu ikke, hvad motivet til overfaldet har været, eller hvordan offeret og den formodede gerningsmand kender hinanden.
Manden blev ved et grundlovsforhør ved Retten i Næstved mandag formiddag varetægtsfængslet frem til den 28. november.
Den 59-årige mand har valgt ikke at kære kendelsen om varetægtsfængslingen.
- Han nægter sig skyldig i sigtelsen og ville ikke afgive forklaring, siger anklageren til Ritzau.
Politiet arbejder videre med sagen og vil i den forbindelse gerne høre fra eventuelle vidner, der kan bidrage med oplysninger.
- Vi efterforsker stadig og skal afhøre flere vidner, og vi har endnu ikke haft mulighed for at afhøre forurettede, siger Stine Stenbek, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Hvis man har oplysninger i sagen, må man gerne kontakte politiet, tilføjer hun.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.