Lucas på ni cyklede 33 km for langt til medieløbet

Ni-årige Lucas Jacobsen fra Næstved blev væk under Medieløbet. Han blev væk fra ruten, og cyklede mere end dobbelt så langt som planlagt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den ni-årige Lucas Jacobsen fra Næstved skabte drama under medieløbet, der blev afviklet søndag i Næstved.

Drengen deltog i familieløbet, men var kørt lidt forud for sin familie, hvorefter han forsvandt.

Drengen blev flere gange efterlyst over højtaleropkald i målområdet og på Facebook, men dukkede først op længe efter - og her viste det sig, at den ni-årige dreng havde cyklet langt, langt længere end planlagt.

I stedet for at køre de planlagte 26 kilometer havde den seje knægt kørt 59 kilometer, da han og en anden ung løbsdeltager havde misforstået anvisningerne – og var blevet sendt ud på en lang omvej, 33 kilometer længere end planlagt.

- Da vi kom til Vordingborg blev vi enige om, at vi var kørt forkert, og kørte så tilbage igen, siger Lucas Jacobsen til TV ØST.

Ifølge hans mor, så var Lucas ved godt mod, da han kom over målstregen, og hans eneste konklusion ovenpå hændelsen har indtil nu været, at han nu er klar til at deltage i løbets 48-kilometer rute næste år.

Se Sille Roulund interviewe Lucas Jacobsen I klippet herunder.


Nyhedsoverblik