Store erhvervsbyggerier langs motorvejen er fremtiden.
Det mener Næstved Kommune i hvert fald, der nu har skudt planerne om et stort erhvervsområde ved Tappernøje i gang.
Kommunen har købt et 13,5 hektar stort område på Sneserevej, der ligger lige ved Sydmotorvejens afkørsel 38 Tappernøje. Ambitionen er, at der skal bygges store industribygninger på op til 15 meters højde, som tilsammen skal danne et nyt stort erhvervsområde langs motorvejsafkørslen. Det kan eksempelvis være virksomheder som lagerhoteller, lagerhaller eller webshops, der kan drage fordel af at være placeret tæt ved motorvejen, hvor der både er god plads og god tilgængelighed.
- Jeg er så glad for, at det nu endelig er lykkes, og at vi nu kommer i gang, siger byrådsmedlem i Næstved Kommune Charlotte Roest (S), som også sidder i Tappernøje lokalråd.
Ti års kamp
Lokalrådet i Tappernøje har i ti år kæmpet for, at Næstved Kommune netop skulle få øjnene op for det erhvervsmæssige potentiale, der eksisterer langs motorvejsafkørslen ved Tappernøje – blandt andet fordi byen ligger helt centralt på motorvejsnettet mellem Femern-forbindelsen og Øresundsforbindelsen. Derfor kan det i Charlotte Roests øjne heller ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med byggeriet.
- Vordingborg og Faxe har overhalet os indenom med deres erhvervsudvikling. Det er super ærgerligt, for vi kunne have været i gang for ti år siden, og der er der altså nogen, der har sovet en lille smule i timen. Det må jeg tilså, og det mener jeg faktisk helt oprigtigt, siger hun.
Politikerne i Plan- og Erhvervsudvalget har netop godkendt planerne for det 13,5 hektar store område. Nu skal planerne forbi Byrådet, og hvis de bliver vedtaget her, skal de sendes i otte ugers offentlig høring. Det er Næstved Erhverv, der er udset til at drive væksten og skaffe virksomheder til det nye erhvervsområde.