Lokale skal samle Næstveds historie i billeder

NæstvedArkiverne og Næstved Museum er i fuld gang med at lave en billeddatabase med lokale billeder, og til det har de brug for borgernes hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I kælderen under det gamle rådhus i Næstved er en ung historiker og en erfaren frivillig i gang med et detektivarbejde. 

Lokale, historiske fotografier skal dateres og inddeles geografisk, og så skal al den historie, der ligger gemt i de gamle fotografier, graves frem.

Artiklen fortsætter under billedet.

På gaden her husker Søren Broegaard, at der lå en folkevognsforhandler, og at den gamle gård for enden af vejen senere blev til Næstveds rådhus.
På gaden her husker Søren Broegaard, at der lå en folkevognsforhandler, og at den gamle gård for enden af vejen senere blev til Næstveds rådhus. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Søren Broegaard har sagt ja til at hjælpe til med billederne. Han har masser af historier i hukommelsen, og de skal sættes i system sammen med de mange fotos.

- Der har vi Per Nielsen, som var en folkevognsforhandler, dengang jeg voksede op i 1950'erne, 60'erne og 70'erne, og rådhuset ligger der. Det var jo Birksteds gård, og så købte Næstved Kommune den og lagde en del af sin administration der, fortæller Søren Broegaard arkivar Tobias Reinel, mens han peger på et sort/hvid billede.

- Det er jo sådan noget, du skal skrive. Det er jo oplagt. Når jeg kigger på det billede, så ser jeg en bil og en gade. Du ser historier, lyder responsen fra Tobias Reinel.

Gamle Hans giver liv

I Næstved har man gennem tiden samlet lige under en kvart million billeder i arkivmagasinerne, og planen er med tiden at digitalisere alle de historiske billeder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Næstved er en gammel dragonby, og var man dragon, kom man som oftest også forbi den lokale fotograf og fik taget et portræt
Næstved er en gammel dragonby, og var man dragon, kom man som oftest også forbi den lokale fotograf og fik taget et portræt Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

De gamle kasser bugner med uidentificerede portrætter. De skal lægges ud på hjemmesiden Næstved Billeder, så alle med interesse for Næstveds historie, kan klikke ind og bidrage med viden, der giver billederne nyt liv.

- Ov, der kommer noget der, siger Søren Broegaard, mens han klikker på et billede på skærmen.

- Jeg kommer fra en vognmandsfamilie, og der kom der en gammel mand og passede hestene, og han hed Gamle Hans, fortsætter Søren Broegaard.

Læs også
Se billederne: Seerne fremviser mundbind i alle afskygninger
Læs også
Se billederne: Seerne fremviser mundbind i alle afskygninger

- Er det Gamle Hans? spørger Tobias Reinel og nikker til billedet på computeren.

- Det er Gamle Hans.

- Ej, hvor sjovt, kvitterer en begejstret Tobias Reinel og understreger, at de gamle billeder lige netop har brug for Søren Broegaards og andre borgeres hjælp for at blive vakt til live.

- Det er jo det, historie handler om. Det er jo det, der gør historie levende. Nu er det ikke længere et dødt billede. Nu er det et billede, som har en historie. Det har fået en personlighed, fordi Søren ved så mange ting. Så har vi pludselig et billede, der giver mening for eftertiden. De her billeder er jo en del af Næstveds identitet, siger Tobias Reinel.

Fondsstøtte:

Projektet er blevet realiseret, fordi flere fonde har støttet det.

NæstvedBilleder har modtaget økonomisk støtte af:

  • Næstved Kommunes Kulturudvalg
  • Brand af 1848 Fonden
  • Trelleborg Fonden i samarbejde med Sydbank.
  • Bikubens Fusionsfond i Næstved v/Danske Bank (fondsmidler til digitaliseringsudstyr samt professionel digitalisering af 3.000 fotos)




Nyhedsoverblik