LO: Næstved Kommune udnytter arbejdsløse

LO beskylder Næstved Kommune for at sende arbejdsløse håndværkere i meningsløs praktik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Anklagen kommer efter fagforeningen 3F's besøg i oplevelsescentret Holmegaard Park den 28. september. Her mødte 3F's faglige medarbejdere en flok arbejdsløse håndværkere i virksomhedspraktik, som var i færd med at renovere en stor bygning, skriver Sjællandske.

 

Ifølge LO er det Jobcenter Næstved, der har sendt op mod otte håndværkere i praktik i det gamle glasværk for at udføre gratis arbejde på det offentliges regning.

- Det ligner misbrug af virksomhedspraktik, når man sætter en arbejdsløs murer til at udføre murerarbejde. De arbejdsløse spilder tiden og får ikke udviklet deres kompetencer, siger Anders Ellegaard, formand for LO Næstved, til Sjællandske.

Ifølge Anders Ellegaard blev blandt andre en murer, maler og elektriker, sat til at udføre det arbejde, de er uddannet til - stik imod målet med virksomhedspraktik, som er at øge de arbejdsløses kompetencer og mulighederne for at finde et job.

- Jeg kan ikke se, hvordan en murersvend lærer noget nyt af at udføre det samme arbejde, som han har gjort i de seneste 15 år, siger Anders Ellegaard, som også kalder brugen af den gratis arbejdskraft for konkurrenceforvridende.

Viceborgmester vil undersøge sagen

Viceborgmester og formand for arbejdsmarkedsudvalget i Næstved Kommune, Linda Frederiksen (S), erkender, at det kan se ud som om, de arbejdsløse håndværkeres arbejdskraft er blevet misbrugt.

- Jeg vil spørge Holmegaard Park, hvilke opgaver, de konkret har fået praktikanterne til at udføre, og så vil vi se på, hvilke aftaler der er indgået med praktikanterne. Jeg vil også jeg bede om en redegørelse fra jobcenterchefen, siger Linda Frederiksen til Sjællandske.

Sjællandske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Holmegaard Parks direktør, Hans Snestrup.


Nyhedsoverblik