En trafikulykke nær Næstved tirsdag morgen var årsag til, at tre personer måtte køres i ambulance til behandling på Slagelse Sygehus.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ulykken førte til, at Præstø Landevej i en periode måtte lukkes helt ved Blangslev nær Næstved.
- Uheldet skete klokken 8:38, og tre personer måtte efterfølgende køres til behandling på skadestuen på Slagelse Sygehus. Meldingen er dog, at de efter alt at dømme ikke har fået alvorlige kvæstelser, siger vagtchef Jens Frederiksen til TV ØST.
Politiet kan endnu ikke sige noget om de involveredes køn eller alder - men fortæller, at en af de tre biler efter ulykken endte med at stå på tværs af landevejen.