Lejrchef efter mulig drukneulykke: Sikkerheden var i orden

Tidligere i dag forsvandt en 30-årig iransk asylansøger i vandet i Karrebæksminde Bugt efter en bådtur. Men sikkerheden var i orden, forsikrer lejrchef.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ellers dejlig dag endte brat for en gruppe asylansøgere fra teltlejren i Næstved tidligere i dag.

En gruppe på 37 fra teltlejren var ved middagstid på sejltur i Karrebæksminde Bugt og nød det dejlige vejr, blandt andet ved at bade i bugten.

Men pludselig fik en af asylansøgerne problemer, en 30-årig iransk mand, og råbte om hjælp. Hjælpen kom dog ikke frem i tide, og manden er forsvundet i vandet og frygtes druknet.

Men sikkerheden på båden var helt i top, forsikrer lejrchefen Susan Knage Møller over for TV ØST.

- Vi havde en medarbejder med på skibet, som ikke var i tvivl om, at alt var i orden, siger hun.

Brug for omsorg

Lejrchefen har snakket med de øvrige asylansøgere, der var ombord på skibet, og de fortæller, at den savnede mand svømmede rundt i vandet og nød det, før han forsvandt.

- Pludselig råber han om hjælp, og der bliver kastet en redningskrans ud til ham med det samme, og der er også to på skibet, som er livreddere, der hopper i vandet efter ham. Men før de når ud til ham, er han væk, fortæller Susan Knage Møller til TV ØST.

Hun står nu tilbage med en flok meget rystede asylansøgere.

- Beboerne er rigtig kede af det, og de har svært ved at forstå det. Nogle af dem græder, og de har brug for omsorg, siger lejrchefen.

I morgen vil beboerne i teltlejren blive tilbudt krisehjælp.

Eftersøgning indstillet

Redningsmandskabet indstillede sidst på eftermiddagen eftersøgningen af manden i vandet. De oplyser, at de har undersøgt alt, og at der ikke er mere at gøre i dag.

De har haft både en helikopter i luften og redningsbåde på vandet, men de har intet fundet. I morgen vil politiet tage stilling til en eventuel videre eftersøgning.


Nyhedsoverblik