For fåreavlere, er foråret en glædelig tid, da det er nu der kommer nye små lam til flokken. Men fåreavler Mogens Hansen fra Tyvelse ved Slagelse har foråret i mange år betydet masser af frustrationer.
I flere år er ræve nemlig trængt ind i hans fold, hvor de har skambidt og dræbt de små nyfødte lam. På det seneste har rævene dog ladet de små lam i fred, og det kan han takke sin 130 kilo tunge lamahingst for.
I USA bruges hyrdelamaer til at holde prærieulve væk fra fåreflokkene, og det virker altså også på danske ræve.
- Han er min vagthund, og han patruljere rundt langs hegnet og holder øje med alt, hvad der nærmer sig, fortæller den glade lama- og fåreejer Mogens Hansen.
I Sverige skal de til at starte et eksperiment med at lade lamaer vogte fåreflokke mod ulve.