Læger får ærespris for indsats under frygtelig dansk epidemi

To læger fra Næstved-egnen får torsdag en hæderspris af PolioForeningen for deres indsats under en alvorlig polioepidemi, der hærgede Danmark i 1952-53.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I årene efter 1945 var Danmark ved at komme på fogede efter 2. Verdenskrig, der havde sendt vores land i økonomisk krise. Men krigen var kun lige overstået, før det danske land blev ramt af en helt anden tragedie.

For i 1952 blev landet ramt af det, nogle fagfolk beskriver som den mest alvorlige polioepidemi i verden.

Flere tusinde danskere blev ramt af polio, og i særdeleshed Storkøbenhavn var hårdt ramt af epidemien. Derfor blev epidemihospitalet Blegdamhospitalet fuldstændig oversvømmet af akutte patienter, der strømmede ind i uoverskulige mængder.

 

 

Studerende måtte træde til

Derfor kunne lægerne på hospitalet ikke følge med, og man måtte tilkalde al den forstærkning, man kunne skaffe. Så de to førsteårs medicinstuderende, Anne Holten Jensen og Carl Eli Olsen, meldte sig straks.

Begge var de 20 år og næsten lige startet på deres studium - men eftersom presset var så stort på hospitalet, så måtte selv de mest uerfarne studerende træde til og hjælpe.

- Jamen, der var jo brug for alle. Vi var helt uerfarne, så det kunne lige så godt have været andre studerende. Og det endte jo så også med, at der kom tandlægestuderende til, mindes Anne Holten Jensen.

Kaotisk og brutalt

Carl Eli Olsen husker tilbage på de første uger på Blegdamshospitalet som kaotiske.

- Der var altså den, som jeg kan huske det, den kaotiske, krigslignende stemning. Fordi der hele tiden kom nye akutte patienter. Og når det var værst, der i begyndelsen af september, der kom jo ti i døgnet, som ikke kunne trække vejret, fortæller han.

Og det tog hårdt på en ung lægestuderende at blive kastet ind i sådan en situation.

- Så var det sådan i starten, at når man kom om morgen, så var ens patient væk. Det kunne så være, fordi vedkommende var død simpelthen... Det var jo en brutal måde at starte sit medicinstudium på. Det må man nok sige, siger den pensionerede læge sagte.

Stod imod kaos og hjalp til

Anne Holten Jensen kom ind i bekæmpelsen af epidemien i de første kritiske stadier. Hun kan huske, hvordan en ung narkoselæge kom på en behandlingsmetode, der skulle blive revolutionerende - ikke bare under epidemien, men også for eftertiden.

- Så sagde han, at problemet jo var, at de ikke havde muskelkraft til at trække vejret, og det måtte man da kunne hjælpe dem med, erinder hun.

Lægen fandt på en løsning, der har udviklet sig til det, vi i dag kender som respiratoren. Men dengang måtte de pumpe "respiratoren" med håndkraft.

- Der sad man altså otte timer med korte pauser, hvor der kom nogle og afløste, hvis der altså var nogen. Og så trak man vejret for de her patienter. Så skete - og det kan godt være man dramatiserer lidt, men det tror jeg nu ikke - men der var hvert fald nogle gange i starten, at når der skulle afløses efter otte timer, så kom der ikke nogen, for der var ikke nogen. Så sad man otte timer mere, fortæller Carl Eli Olsen.

Nu skal de hædres

Den nye behandling fik, som Anne Holten Jensen beskriver det: "Dødeligheden til at rasle ned". Og de to, dengang unge studerende, fortsatte med at sidde i månedsvis for at holde liv i de mange børn, unge og voksne, som ikke kunne trække vejret selv.

Den indsats skal de to nu pensionerede læger hædres for. Derfor har PolioForeningen inviteret dem til at tale ved fejringen af foreningen. De to tidligere læger har indtil i dag troet, at de blot skulle fortælle om deres øjenvidne beretninger. 

Men faktisk er de inviteret for at modtage en hæderspris.