Kulsort røg i Næstved: Tre bygninger i brand

Et autoværksted på Præstemarken tæt ved Næstved Havn er søndag eftermiddag brudt i brand. Politiet opfordrer til ikke at søge mod området.

Der er søndag eftermiddag udbrudt brand i et autoværksted på Præstemarken i Næstved.

Præstemarken ligger i et industriområde tæt ved Næstved Havn.

Branden udvikler kraftig sort røg, der kan ses helt i Vordingborg, omkring 30 kilometer væk. På Twitter understreger politiet, at røgen ikke giver anledning til bekymring, men borgere opfordres dog til at holde sig væk fra området.

Brand i autoværksted i Næstved
Foto: Per Rasmussen

I en efterfølgende opdatering skriver politiet, at branden er under kontrol. Brandvæsnet er omkring klokken 19:30 fortsat på stedet og foretager efterslukning.

Der er omfattende materiel skade på tre bygninger, men fortsat tyder intet på, at mennesker skulle være kommet til skade. Brandårsagen er indtil videre ukendt.

Midt- og Sydsjællands Brand og Redning får assistance af Beredskabsstyrelsen Sjælland ved brandslukningen, som blandt andet støtter med 15 brandfolk, en tankvogn og en drone.