Kriminelle bruger unge som muldyr til ulovlige overførsler

SSP i Næstved advarer unge mod at låne deres kreditkort ud. De kan ende som sigtede i sager om økonomisk kriminalitet.  

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En plet på straffeattesten og en dårlig smag i munden er nogle af de konsekvenser, det kan have for unge, hvis de lader andre bruge deres konto. Derfor advarer SSP i Næstved nu unge mod at sige ja til at blive såkaldte muldyr.

Har du været muldyr?

Har du oplevet, at dine kortoplysninger er blevet brugt til kriminelle handlinger, efter du havde delt dem med en ven eller bekendt, så hører TV2 ØST gerne fra dig. Kontakt journalist Helle Eriksen på heer@tv2east.dk 

- Vi har oplevet, at de unge låner deres kort ud, og at kontoen så bliver brugt til overførsler af penge, der stammer fra kriminalitet. Der er kommet flere af den her type sager den seneste tid, og derfor advarer vi nu de unge og deres forældre om det, siger Bjørn Mazur Andersen, SSP-konsulent i Næstved Kommune.

Snyder sig til ældres penge

Han fortæller om sager, hvor de unge eksempelvis møder gerningsmændene på deres arbejdsplads eller på Facebook, hvor de bliver spurgt om at låne deres kreditkort eller kortoplysninger ud.

Gerningsmanden forklarer typisk, at vedkommende lige har mistet sit eget kort, eller at der er noget bøvl med det, og de unge siger ja for at hjælpe, nogle gange også fordi, de får penge for det.

Efterfølgende ringer gerningsmanden typisk til en ældre person og udgiver sig for at være fra en bank eller Nets. Vedkommende forklarer, at der er problemer med den ældres konto, og at han eller hun skal overføre nogle penge til den unges konto, hvorefter gerningsmanden så selv får pengene udbetalt derfra.

Artiklen fortsætter under billedet.

SSP Næstved har lagt det her billede på deres facebookside med en advarsel til de unge om at lade være med at give deres kreditkortoplysninger ud. 
SSP Næstved har lagt det her billede på deres facebookside med en advarsel til de unge om at lade være med at give deres kreditkortoplysninger ud.  Foto: SSP Næstved

På den måde er gerningsmanden svær at finde frem til, mens det er den unges kontooplysninger, der dukker op, når politiet begynder at efterforske sagen.

- Jeg undrer mig over, at de unge hopper på det her. Vi taler blandt andet om helt almindelige unge, der går i gymnasiet eller på handelsskolen, og som ikke er kendt af politiet i forvejen. Når vi spørger ind til, hvad de forestillede sig, at de her mennesker skulle bruge deres konto til, fortæller de unge, at de slet ikke havde tænkt så langt, siger Bjørn Mazur Andersen.

Brugt som hashfinansiering

Hos lokalpolitiet i Næstved forklarer leder Jens Bruus, at det i en periode særligt var en gruppe udsatte unge, der lod sig overtale til at give deres kontooplysninger ud.

- Vi så på et tidspunkt en gruppe af unge på 14-16 år, der i forvejen havde et konfliktfyldt liv og som brugte det her til at finansiere deres hashforbrug med. Men vi har også set unge, som vi ikke kendte i forvejen, give deres kortoplysninger ud. De har så fortalt, at de ikke fik penge for det, siger Jens Bruus og tilføjer, at det særligt bliver problematisk at slippe for straf i det øjeblik, man har tjent penge på at lade andre bruge sin konto til kriminalitet.

Det siger loven

§ 290: For hæleri straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse, medmindre forholdet er omfattet af §290a.

- Vi har set unge, som har gjort det her af misforstået godhed, fordi de ville hjælpe en kammerat. Nogle gange tror vi på det, men det er altså svært at tro på, når man har taget imod penge for det. Der burde også være nogle røde lamper, der lyser hos de unge selv, siger lederen af lokalpolitiet i Næstved.

Pinligt og trist

Straffen for at lade andre bruge sin konto til den her type kriminalitet kan være alt fra bødestraf i begyndelsen til fængselsstraf for større beløb. I Næstved har der været sager, hvor unges konti er blevet brugt til at vaske 25.000-30.000 kroner rene, og den unge har typisk tjent 1000-2000 kroner på det.

- De bliver kede af det, når de finder ud af, at de er blevet snydt, de har det skidt med det og synes jo også, at det er pinligt, men vi må altså bare opfordre dem til at tænke sig om, fortæller Bjørn Mazur Andersen fra SSP Næstved, og både han og hans kollega fra SSP i Holbæk håber, at de unge tager advarslen til sig.

- Vores opfattelse er klart, at de fleste gør det, fordi de gerne vil hjælpe, men problemet er, at de risikerer at ende med en plet på straffeattesten og ringere uddannelsesmuligheder. De bliver snydt ind i kriminalitet på den her måde, og det bekymrer os, siger Mathis Jacobsen, SSP-konsulent i Holbæk, hvor de indtil videre kun har haft få tilfælde af de såkaldte muldyrssager.

Sidste_ostemand.jpg
Læs også
Slap billigt fra økonomisk kriminalitet
Sidste_ostemand.jpg
Læs også
Slap billigt fra økonomisk kriminalitet

TV2 ØST har også været i kontakt med SSP Slagelse, hvor konsulent Brian Sørensen fortæller, at de endnu ikke har haft den her type sager på bordet.


Nyhedsoverblik