¨

Kraftig brand raserer tom krobygning - politiet mener den kan være påsat

01:15

- Vi tænker, branden kan være påsat. Det skal vi have undersøgt nærmere, siger vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Video: René Lind - Lind Foto

Mandag aften udbrød der brand i Hyllinge Kro, der ligger nordvest for Næstved. Branden kan være påsat, mener politiet, da bygningen har stået tom.

Klokken 20:02 modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en melding om brand i den gamle Hyllinge Kro, der ligger lidt udenfor Næstved.

Vagtchef Henrik Karlsen oplyser til TV2 ØST, at bygningen har stået tom længe, hvilket har givet politiet anledning til at granske brandårsagen nærmere.

- Vi tænker, branden kan være påsat. Det skal vi have undersøgt nærmere, forklarer vagtchefen, og tilføjer:

- Hvis nogen har set noget mistænkeligt, hører vi naturligvis gerne fra dem.

  Foto: René Lind - Lind Foto

Oplysninger til politiet kan gives på 1-1-4.

Ingen personer var til stede ved krobygningen – og ingen er således heller kommet til skade. Bygningen er derimod stærkt medtaget af branden, hvor flammerne på et tidspunkt stod op gennem taget, vidner billeder fra branden om.

Slukningsarbejdet varede ind til ved et-tiden om natten, oplyser Henrik Karlsen.

Hyllinge Kro har senest været til salg i 2018, men stedet har ikke været drevet som kro siden 2013, hvor en strid mellem forpagter og udlejer lukkede stedet.

Årsagen til branden på Hyllinge Kro skal i løbet af dagen undersøges nærmere, hvorfor det endnu også er for tidligt at sige noget nærmere om brandens opståen.

Artiklen fortsætter under billedet

Slukningsarbejdet stod på gennem næsten fem timer. Foto: René Lind - Lind Foto

I de seneste uger, hvor Danmark har været lukket ned som følge af coronakrisen, har både Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi registreret en stigning i antallet af hærværksanmeldelser på henholdsvis 10 og 35 procent.

Meldingerne er typisk gået på at ruder på blandt andet skoler er blevet knust, graffitimaling, fodboldmål klippet i stykker samt brande i skraldespande er blevet antændt.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App