Kræftsyge dyrker motion

To gange om ugen mødes kræftsyge til motion hos foreningen De Aktive. Målet er et bedre - og længere - liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Motion styrker immunforsvaret og øger livskvaliteten, og så er det aldrig for sent at starte. Sådan lyder det som en slags motto, når man taler med medlemmer af kræftforeningen De Aktive fra Næstved.

- Jeg tror på, at det her det hjælper. Og folk her er altid i godt humør. Da jeg begyndte for to år siden, kunne jeg dårligt nok komme op på en cykel. I dag kan jeg en masse ting, fortæller Ebbe Cliffrod fra Præstø.

Foreningen De Aktive er tre år gammel. Dengang var de kun et dusin medlemmer. I dag er de 150.

- Det er gået i en rivende udvikling. Og man kan se, at det gør en forskel. Medlemmerne har jo simpelthen fået det så godt, at hvis der er den mindste lille anledning, så er der kage eller noget andet på bordet, siger De Aktives formand Marianne Tersgov, som selv har været syg af kræft i 20 år.

De Aktive dyrker motion hver mandag og onsdag, og du kan finde mere information på hjemmesiden deaktive.dk.


Nyhedsoverblik