Kommune anmelder Asylcenter Næstved til politiet

Langeland Kommune anmelder episoden om magtanvendelse mod en asylansøger i Asylcenter Næstved til politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En episode om magtanmeldelse mod en asylansøger på Asylcenter Næstved fører nu til en politianmeldelse.

Det er Langeland Kommune, som anmelder episoden om magtanvendelse mod en asylansøger i asylcenteret i Næstved til politiet.

Det oplyser Asylcenter Holmegaard, som Asylcenter Næstved hører under, i en pressemeddelelse.

- Episoden i asylcentret, hvor en asylansøger bliver lagt i benlås af personale, ser voldsom ud. Vi tager klar afstand fra de metoder, der benyttes på videoen, lyder det i pressemeddelelsen.

- Vi har anmeldt episoden til politiet, som nu skal klarlægge, om der var tale om nødvendig eller unødvendig magtanvendelse, og hvad der lå forud for episoden, siger centerleder i Asylcenter Holmegaard i pressemeddelelsen.

Samtidig oplyser centerlederen, at man har har igangsat en intern undersøgelse af kulturen på centeret.

I sidste uge valgte Langeland Kommune at fritstille lederen af Asylcenter Næstved, og fra 1. juni fratræder han sin stilling.

Flere asylansøgere har fortalt til avisen Information, hvordan lederen brugte trusler om at sende dem til Sandholm, hvor deres asylsag starter helt forfra, hvis han ikke var tilfreds med deres opførsel.

Anmelder ikke nogen personer

Ulrik Pihl, der er centerchef i Langeland Kommune, fortæller til TV ØST, at man ønsker at få en tredjepart ind over undersøgelsen af episoden.

- Det gør vi, så det ikke bliver en intern undersøgelse, siger han til TV ØST og tilføjer:

- Vi tager ikke stilling til, hvorvidt episoden er voldsom. Det skal politiet afgøre.

Samtidig understreger centerchefen, at man ikke anmelder nogen personer. Det er udelukkende den pågældende episode, der bliver anmeldt.

Om der nu skal være øget opsyn i teltlejren vil Ulrik Pihl ikke tage stilling til. Det skal en højere myndighed ifølge ham tage stilling til.

Det har ikke været muligt at få nogen kommentar fra den bortviste lejrchef.

/ritzau/TV ØST


Nyhedsoverblik