Kasper har minimuseum med Olsen-Banden i kælderen: - Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille purk

Kasper Elmegaard Hansen fra Fensmark har indrettet sin kælder til ære for Egon, Benny og Keld. Han er nemlig kæmpe Olsen-Banden fan og samler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Døren er udsmykket som et gammelt Franz Jäger-pengeskab og afslører med det samme, at man næppe træder ind i en helt almindelig kælder.

Dør Franz Jäger
Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST


Kasper Elmegaard Hansens kælderrum i Fensmark er nemlig langt fra fyldt med gamle flyttekasser og aflagte ringbind, men gemmer i stedet på et lille skattekammer fyldt med Olsen-Banden klenodier. En samling, der i dag tæller mere end 200 genstande af forskellig art, hvor langt det meste er vellignende loppefund og hjemmekreationer.

- Det her er den kuffert, der bliver brugt til Bedford-juvelerne, og det her er Helvedesmaskinen. Det er nogle ting, man ikke bare har kunnet finde, så dem har jeg fået produceret, fortæller Kasper Elmegaard Hansen og fortsætter:

- Jeg har også to originale dagsprogrammer fra ’79, der fortæller om, hvornår skuespillerne skulle mødes, og hvornår de skulle i sminken.

Den store og unikke samling tæller sågar det originale manuskript fra filmen Olsen-Banden går i krig og dåselatteren fra den famøse grinemaskine fra "Olsen-Banden på sporet".

grinemaskine
Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Fan fra barnsben

Kasper Elmegaard Hansens store passion for Olsen-Banden stammer helt tilbage fra han var barn, hvor han blev draget af Balling og Bahs univers. Interessen er dog kun taget stødt til derfra, og som voksen begyndte han for alvor at samle på ting fra filmene.

- Olsen-Banden giver en stemning indeni af glæde og danskhed, og man bliver altid glad af at se en Olsen-Banden film, siger han.

Egon tøj
Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Sydsjællænderens Olsen Banden-fanatisme er primært forbeholdt kælderen, men enkelte samleobjekter har dog også fundet ovenpå til resten af familien.

- Jeg har nogle gange tænkt, at nu tager det overhånd, men det er okay. Vi har altid lagt stor vægt på, at vi skal have plads til at være os, hver for sig, og det (Olsen-banden, red.) er en del af Kasper, siger Mia Elmegaard, der er gift med Kasper Elmegaard Hansen.

Mia Elmegaard, der er gift med Kasper, giver grønt lys til, at Kasper har sin store passion for Olsen Banden.
Mia Elmegaard, der er gift med Kasper, giver grønt lys til, at Kasper har sin store passion for Olsen Banden. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Før familien for nyligt flyttede i hus, var samlingen spredt ud i en lejlighed. Kasper Elmegaard Hansen er derfor glad for endelig at have det hele samlet i sit eget lille museum i kælderen.

- Det er fantastisk. Jeg kan slet ikke forklare følelsen. Det er en lykkefølelse og en drøm, jeg har haft, siden jeg var en lille purk, siger han.

Finder inspiration på Facebook

Udover sin samling i kælderen har Kasper Elmegaard Hansen også oprettet en gruppe for ligesindede Olsen-Banden-entusiaster, der lige nu tæller 868 medlemmer.

- jeg synes, det er sjovt at se og høre andres ideer, og hvad man kan lave anderledes, forklarer han.

Olsen-Banden museum i kælderen
Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Gruppen har da også bidraget til, at Kasper Elmegaard Hansen har en helt ny idé på tegnebrættet.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at have en granat kørende rundt hernede ligesom i ”Olsen Banden i Jylland”, siger han.

Kasper Elmegaard Hansen vurderer selv, at han har brugt mere end 100.000 kroner på at ”time og tilrettelægge” sit Olsen-Banden-rum. 


Nyhedsoverblik