Kapring af Nakskov-skib skal undersøges

Somaliske piraters kapring af den danske coaster Danica White i 2007 granskes nu af politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dansk politi åbner efterforskningen af sagen om kapringen af coasteren Danica White af Nakskov og fem danske søfolk, der skete i 2007.

Det står klart efter et møde mellem EU-landenes anklagemyndigheders samarbejde, Eurojust, om den formodede piratbagmand Mohamed Ali Hassan - også kendt som Big Mouth, der blev anholdt i Bruxelles den 12. oktober.

Big Mouth menes at stå bag kapringen af Danica White.

Gennemgår sager

Vicestatsadvokat Per Fiig fra Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) oplyser, at politiet nu tager fat på tidligere kapringssager, som Danica White-sagen.

- Vi går nu i gang med at gå vores tidligere sager igennem for at se, om der er nogle oplysninger, der knytter sig til de personer, som er tilbageholdt i Belgien, siger Per Fiig til Ritzau.

Ud over Mohamed Ali Hassan er også hans mistænkte medsammensvorne Mohamed Aden "Tiiceey" anholdt i Belgien.

Spørgsmål: Var der brugbare oplysninger til dansk politi i forbindelse med kapringen af Danica White?

- Jeg tror mere, at det var den anden vej rundt. Landende blev sendt hjem for at se vores gamle sager igennem, om vi havde noget, der kunne relatere sig til sagen i Belgien, svarer Per Fiig.

Vi må overtage piraterne, når Belgien er færdig med dem

Belgien vil dog ikke i givet fald inddrage Danica White-sagen i den belgiske sag.

- De tilkendegav, at de ikke umiddelbart ville overtage andre landes kapringer, men hvis andre lande ville indlede straffesager mod de tilbageholdte, vil der være mulighed for at få de pågældende udleveret, når belgierne havde afsluttet deres forhold, siger Per Fiig.

Dansk politi skal i gang med at efterforske den mere end seks år gamle sag, men det er ikke besluttet, hvilken politienhed, der skal efterforske sagen.

Danica White og fem danske søfolk var kapret i 83 dage af somaliske pirater, inden de blev sat fri for en løsesum på omkring fire millioner kroner.

/ritzau/


Nyhedsoverblik