Kæmpe glassamling til Næstved

Firmaet Rosendahl overdrog onsdag Danmarks største og mest fornemme glassamling kvit og frit til Næstved Museum.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Firmaet Rosendahl overtog samlingen da de købte resterne af Holmegaard Glas og har det i dag opbevaret i en hemmelig kælder i Nordsjælland, oplyser DR Sjælland.

I følge den lykkelige museumsdirektør Palle Birk Hansen på Næstved Museum, er det uden sammenligning landets største og vigtigste samling.

- Det skyldes at den er så stor og omfattende. Du har store fine samlinger på Kunstindustrimuseet i København, men går du ned og kigger på det kulturhistoriske så er det den vigtigste, siger Palle Birk Hansen til DR Sjælland.

Der er i alt tale om titusindevis af glas i alle afskygninger. Samlingen er aldrig blevert værdisat, men står angiveligt i flere millioner af kroner.

Holmegaard Glasværk blev grundlagt i 1825 og var frem til virksomhedens konkurs i 2008 Danmarks største og ældste glasværk.