Jobcenter hyrer ekstra vagter

Frygter voldsomme reaktioner efter reform af kontanthjælpen. Medarbejderne skal sikres, lyder det fra Næstved Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver for alvor skåret i økonomien hos de mange kontanthjælpsmodtagere fra i dag.

Og op mod 12.000 danskere kan få sig et ordentligt chok, hvis de ikke har forberedt sig, når deres kontanthjælp løber ind på kontoen.

Kontanthjælpsreformen betyder nemlig, at flere tusinde i stedet for kontanthjælp nu får uddannelseshjælp og dét er knap en halvering af udbetalingen fra 10.500 kroner til 5.700 kroner, skriver Ekstra Bladet.

I Næstved Kommune havde de forberedt sig godt på den første lønningsdag efter reformen og hyret ekstra vagter til jobcentret. For at sikre både medarbejdere og borgere.

- Vi har forsøgt at tænke i forskellige scenarier om, hvad der kan ske og hvordan folk reagerer. Vi har kaldt flere vagter ind, end vi har normalt og vi har fokus på konflikthåndtering, fortæller arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune, Kim Them Serup til Ekstra Bladet.

Ifølge tal fra avisen Sjællandske bliver 700 kontanthjælpsmodtagere fra Næstved ramt af den nye reform og taber altså omkring halvdelen af deres normale sats.

Borgerne er blevet varslet om ændringerne i et brev sendt ud i december, men arbejdsmarkedschefen tør ikke stole på, at alle har fået besked alligevel.

-  Brevet kan jo være røget hen i en bunke, og nogen opdager det måske først, når de bruger dankortet. Det kan jo godt fremkalde en reaktion, og vi forstår godt frustrationen, selvom det ikke er Næstved Kommune eller den enkelte socialrådgivers skyld, siger Kim Them Serup til Ekstra Bladet.


Nyhedsoverblik