Ingen vil drive café i ny svømmehal

Cafédriften i den nye Næstved Svømmehal skal bortforpagtes til en privat forpagter - men kommunen har ikke modtaget et eneste tilbud.

Når den nye svømmehal i Næstved åbner til næste år, skulle det gerne være muligt at svinge forbi svømmehallens cafeteria og få tanket depoterne op efter en frisk plasketur i bassinerne.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes kommunen at få nogen til at byde ind på opgaven om at drive cafeen.

Det fremgår af en dagsorden for et udvalgsmøde den 4. november i Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune.

Byrådet har tidligere besluttet, at cafedriften i den nye Næstved Svømmehal skal bortforpagtes til en privat forpagter. Derfor har kommunen siden juni 2024 haft åbnet for tilbudsindhentning fra mulige forpagtere.

Fristen for at afgive et tilbud udløb den 4. oktober, og herefter stod det klart, at kommunen ikke har modtaget et eneste tilbud.

En dårlig forretning

Administrationen har derfor i samarbejde med Næstved Erhverv sonderet terrænet for at finde ud af, om der findes lokale aktører på markedet, der kunne være interesserede i at drive caféen.

Læs også
Priser i ny svømmehal på plads
Læs også
Priser i ny svømmehal på plads

I resumeet fra dagsordenen kan man læse udsagn fra tre unavngivne lokale aktører, og tilbagemeldingerne må siges at være nedslående. Alle tre aktører oplister nemlig enslydende grunde for, hvorfor de ikke finder det attraktivt at byde ind på opgaven.

Argumenterne centrerer sig blandt andet om, at ”økonomien kan ikke hænge sammen”, ”for lange åbningstider” og at der er ”ydertidspunkter uden salg”.

Andre svømmehaller oplever samme udfordringer

Situationen i den nye Næstved Svømmehal er langt fra enestående.

I tidsskriftet Svømmebadet fra september 2024 sætter temaet ”Cafédrift i svømmehaller” netop fokus på problemet med at få forpagtere til at drive svømmehalscafeer.

Tidsskriftet er et fagblad for svømmebadsverdenen, og ifølge tidsskriftet oplever flere medlemmer af Danske Svømmebade, at det er blevet sværere at få cafédriften til at hænge sammen. I den kommunale svømmehal i Viborg har man for eksempel haft otte forskellige caféforpagtere over de seneste fem år, skriver Svømmebadet.

Læs også
Morskabsbassin, vipper og rutsjebane:
Se billederne af Næstveds 222 millioner kroner dyre svømmehal
Læs også
Morskabsbassin, vipper og rutsjebane:
Se billederne af Næstveds 222 millioner kroner dyre svømmehal

Ligesom de lokale aktører, som administrationen i Næstved Kommune har talt med, oplever medlemmerne af Danske Svømmebade også, at det er de lange åbningstider, der er det største problem. Det er simpelthen svært at holde driftsomkostningerne nede på et niveau, der modsvarer indtjeningen, lyder det.

Nye løsninger

På grund af den manglende interesse fra mulige forpagtere til at drive caféen i den kommende svømmehal, peger administrationen i Næstved Kommune på tre mulige løsninger.

Den ene løsning er, at man laver en ny tilbudsindhentning med uændrede vilkår i overensstemmelse med kommunens indkøbs- og udbudspolitik.

Alternativt kan man lave et nyt udbud af forpagtningsaftalen med vilkår, der afviger fra kommunens indkøbs- og udbudspolitik for at gøre forpagtningsaftalen mere attraktiv for eventuelle forpagtere.

Et tredje bud er, at man lader Næstved Svømmehal varetage driften af cafeen som accessorisk virksomhed og forsøger at bortforpagte den hvert tredje år, og når interesserede forpagtere melder sig på banen.

Ønsker man at gå med en af de to sidste løsninger, kræver det, at det bliver behandlet i Økonomiudvalget og byrådet.

Beslutningen om forpagtning af café i Næstved Svømmehal træffes på udvalgsmødet i Kultur- og Idrætsudvalget den 4. november. 

Læs også
Prisbombe under Næstveds nye svømmehal - politikere godkender ekstraregning på 35 millioner
Læs også
Prisbombe under Næstveds nye svømmehal - politikere godkender ekstraregning på 35 millioner

Nyhedsoverblik