Indbrudstyv grebet på fersk gerning af betjent

Midt under klargøring af julemiddagen fik et par i Næstved besøg af en ubuden gæst juleaftensdag midt på eftermiddagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

13 indbrud er blevet anmeldt i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds begået 24. december.

Et af dem gik knapt så godt for en indbrudtyv i Næstved.

- Et par er kort efter klokken 15 juleaftensdag godt i gang med forberedelserne til julemiddagen, da de hører bryggersdøren blive åbnet. De tror, at det er gæster der kommer. Men manden i huset, som iøvrigt er politibetjent, fatter mistanke, da ingen kommer ind, fortæller Bo Georg Petersen, vagtschef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden i huset gik ud i bryggerset og kunne konstatere, at der ikke var tale om en helt almindelig julegæst.

En gammel kending

- Han kan se, at det er "en gammel kending" af politiet, foretager en anholdelse. Gerningsmanden bliver stille og roligt bragt til politistationen i byen, fortæller vagtchefen, der tilføjer, at gerningsmanden har en hel del på samvittigheden - og derfor klokken 11 fredag bliver fremstillet i grundlovsforhør.

TV ØST har været i kontakt med betjenten, der greb gerningsmanden på fersk gerning i sit eget hjem.

- Selvom jeg har været betjent i en del år og har haft med mange indbrud og indbrudstyve at gøre, så blev jeg alligevel vred og oprevet over at været udsat for det i mit eget hjem, siger han fredag formiddag til TV ØST.

Han ønsker ikke, at hans navn bliver offentliggjort.