Hundeprutterne er tilbage

BonBon-slikket Hundeprutterne er nu tilbage på slikhylderne. Sammen med de andre klassiske bolsjer med navne som Rådne Fisk, Kloakslam, Mågeklatter og Andemad.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De specielle bolsjer bliver først relanceret i BonBon-Land og senere i salgssteder i resten af landet. Det skriver Sjællandske.

Faktisk har Hundeprutter, Mågeklatter og Rådne Fisk aldrig været helt væk. De er blevet solgt i slik-blandingen Lossepladsen.

- Og i Norge og Finland har vi de seneste år haft fin succes med at sælge både Rådne Fisk og Andemad, fortæller Mike Dranov, brand-director for BonBon hos Toms.

Hård konkurrence
I Danmark fik faldende salg skylden for, at end ikke BonBon-Land kunne præsentere de sjove bolsje-klassikere.

- Vi kan ikke sælge nok af det. Konkurrencen er blevet hårdere, også på slikmarkedet, forklarede Mike Dranovs forgænger som brandmanager, Gitte Kristoffersen, i 2008 til Sjællandske.

Dengang var kun ballon-slikkepindene på hylderne i BonBon-Lands ellers velassorterede slikbutik Paradis.

Mandag fik de følgeskab af gamle kendinge.

Administrerende direktør i BonBon-Land, Thomas Jellum, er en glad mand.

- Mange af vores gæster fortæller jo, at de kan huske slikket fra deres egen barndom. Og cirka en gang om måneden får jeg en mail med forespørgsler på slikket, fortæller han til Sjællandske.

Dertil kommer så alle de henvendelser, forlystelsesparkens salgs- og service-medarbejdere får.

BonBon-Land har som landets niende-mest besøgte seværdighed i omegnen af 450.000 gæster om året.

/ritzau/

Læs mere om BonBon-Land på deres hjemmeside


Nyhedsoverblik