Det er ikke kun rejsebranchen, der er presset af, at folk det seneste år er blevet hjemme i Danmark. Også hundepensioner og hundehoteller kan mærke, at danskerne i langt højere grad holder ferie hjemme end før corona.
- Vi har fem hundegæster i Kristi Himmelfartsferien. I 2019 havde vi 26. At vi har fem lige nu er faktisk overraskende. Det er flere, end jeg havde regnet med, og væsentligt bedre end mange af vores kollegaer, siger Jan Sørensen, indehaver af AA Hundecenter i Holmegaard ved Næstved.
Det bliver nok først næste sommer, vi er tilbage på normalt blus, hvis vi er heldige
Sådan har det faktisk set ud lige siden første nedlukning 11. marts sidste år.
- Jeg har levet af det her i 25 år. På tre dage blev ordrebogen tømt efter den 11. marts sidste år med ganske få undtagelser. I 2020 har vi kun tjent 35 procent af, hvad vi plejer på et normalt år, siger Jan Sørensen.
Næsten ingen kompensation
Samme oplevelse har de også hos Vandrigsgaard Hundehotel på Stevns, der har haft fire hunde i løbet af 2021 og otte hunde i sidste halvår i 2020. Ejer Katja Skjold tror heller ikke, at denne sommer bliver normal.
- Det bliver nok først næste sommer, vi er tilbage på normalt blus, hvis vi er heldige. Vi har en millioninvestering liggende i en bygning. Så det er ikke en mulighed bare at sadle om og lave noget andet. Vi er bare heldige, at min mand er beskæftiget i en anden branche, så vi stadig har hans indkomst at trække på, siger Katja Skjold.
Heller ikke AA Hundecenter forventer en normalisering denne sommer, og det går ud over økonomien. Der er dog ikke mange penge at hente fra hjælpepakker.
- Vi fik ikke hjælpepakker i september, oktober og november sidste år.
- Man skulle være direkte påvirket af rejsevejledningerne, men vi var ikke direkte påvirket, sagde de. Det var kun dem, der solgte rejserne, eller dem, der havde købt billetter. Vi var udenfor. Og det gav os i den grad problemer. Der var jo ingen hunde og dermed ingen indtjening, siger Jan Sørensen.