HTX-ansatte oplevede allergilignende symptomer

Tørre øjne og udslet er blandt de gener, som ansatte på HTX i Næstved gennem længere tid har døjet med. Nu viser det sig, at reaktionerne måske skyldes gulvene i de splinternye bygninger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De ansatte i EUCs HTX-bygning i Næstved har gennem længere tid klaget over ubehagelige allergilignende reaktioner.

Og torsdag startede Bededagsferien tidligt, da ansatte og elever blev sendt hjem med beskeden om, at skolens kun et år gamle lokaler måske var sundhedsskadelige.

- Det har blandt andet været tørt udslet på halsen og irriterede øjne, fortæller Martin Hansen, som er økonomichef på HTX i Næstved.

Prøverresultater af skolens indeklima peger nu på, at gulvene ved en fejl er blevet behandlet med midlet benzylalkohol, der dog ikke er direkte farligt.

- Det har sandsynligvis været noget med malingsblandingen. Vi er igang med at undersøge, hvor slemt det står til, lyder det fra Poul Qvist Hansen, der er rådgivende arkitekt på skolebygningen.

Firmaet Børge Jakobsen og Søn har stået for at opføre bygningen. Samme firma stod bag det loft på Næstved Handelsskole, der i december faldt ned.

Vi har i dag ikke kunnet få fat på entreprenør Peter Jakobsen. Over for Sjællandske kalder han dog de to fejl i træk er uheldige, men påpeger, at det var en underleverandør og ikke af dem selv, der lavede gulvene. EUC har da også tillid til, at Børge Jakobsen og Søn vil rette fejlen.

- Vi er sikker på, at de nok skal stå ved deres ansvar, lyder det fra Poul Qvist Hansen.

De nye gulve vil efter planen stå klar efter sommerferien.


Nyhedsoverblik