Hotelejer i åben kommune: - Jeg ville tusind gange hellere være tvangslukket

Ejeren af Hotel Kirstine i Næstved har fået over 50 aflysninger i denne uge. Men der er ingen hjælp at hente, når de ikke er tvunget til at lukke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ni ud af 12 kommuner i TV2 ØST’s sendeområde gik fri, da statsministeren mandag lukkede 38 kommuner i landet delvist ned. 

Men selvom mange kunne ånde lettet op over ikke at være en del af nedlukningen, så er der andre, der ville ønske, at de var.

For Henrik Green, der ejer Hotel Kirstine i Næstved, er det nemlig ikke ligefrem positivt, at han driver hotel- og restaurantvirksomhed i en kommune, der stadig må holde åbent. Siden nedlukningen af Storkøbenhavn samt nabokommunerne Vordingborg, Faxe og Slagelse er det nemlig strømmet ind med aflysninger.

- Jeg har fået fire annulleringer af kurser samt cirka 50 aflyste privatophold. Bare til denne her uge, fortæller Henrik Green.

Læs også
Hotel Kirstine i Næstved fyrer 18 medarbejdere – mistede to millioner på én dag
Læs også
Hotel Kirstine i Næstved fyrer 18 medarbejdere – mistede to millioner på én dag

Hotel Kirstine havde oprindeligt 130 bookinger til denne uge, så hotellet har mistet over en tredjedel af ugens bookinger. Ifølge Henrik Green aflyser folk, fordi de bor i de kommuner, der er lukket delvist ned, og derfor vil de ikke krydse kommunegrænsen under de nuværende omstændigheder.

- Nogle tror måske, at det er en fordel at kunne holde åbent, men det er en kæmpe ulempe. Jeg ville tusind gange heller have været tvangslukket, for så kunne jeg sende mine medarbejdere hjem og få refunderet deres løn. Det kan jeg ikke nu, og det er helt håbløst, siger han.

Fyringer kan forhåbentlig undgås

På Hotel Kirstine er det muligt både at få en bid mad i restauranten, booke et privatophold med overnatning og at afholde kurser. Hotellet har derfor en bred kundeskare med kunder fra mange forskellige kommuner, og de mange aflysninger igennem året er for alvor begyndt at gøre ondt.

- Nu har vi fået tæsk i snart et år, og dér hvor vi havde en chance for at tjene en lille smule penge, der kommer det her så oveni. Så begynder det at blive slemt, og det er helt dernede, hvor det gør rigtig ondt nu. De skærer ned i benet på os, siger Henrik Green.

I foråret fik de mange coronarestriktioner den konsekvens, at Henrik Green blev nødt til at fyre 75 procent af sin medarbejderstab, så hotellet gik fra at have 24 medarbejdere til seks. 

Over sommeren gik det dog bedre, og mange af medarbejderne fik deres job tilbage. Det er sommerens indtjening, der bliver trukket på lige nu, og Henrik Green håber og tror, at det er nok til at undgå en ny fyringsrunde.

- Vi ved jo ikke, om vi skal åbne igen den 3. januar. Det er sådan set fair nok, for det er der nok ikke nogen, der kan svare på. Men når vi får så korte udmeldinger, så er det svært at planlægge noget som helst, siger han. 

Hos brancheorganisationen Horesta deler man Henrik Greens frustration over forholdene  for restauranterne i de åbne kommuner og den økonomiske usikkerhed. Derfor sender Horesta en bøn om en håndsrækningen fra regeringen. 

- Hver gang, Mette Frederiksen har stået på et pressemøde og kommet med anbefalinger eller restriktioner, har konsekvensen for hele erhvervet meget hurtigt været, at annulleringerne tikkede ind bredt i hele landet. 

- Vi håber meget, at det vil være den samme hjælpepakke som i foråret, som virksomhederne får nu. For det er der alvorligt brug for, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta. 

Erhvervsstyrelsen oplyser, at der er indgået en aftale om at forlænge og udvide de eksisterende kompensationsordninger samt at tilføje nye muligheder for kompensation, og at der arbejdes på at få lovgivningen på plads så hurtigt som muligt. 

Opdatering
Artiklen er opdateret med citater fra Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta, og med informationer fra Erhvervsstyrelsen.

Nyhedsoverblik