Historisk skib sejlede jøder under krigen - nu skal det reddes

Frem levede et omtumlet liv med at fragte frugt fra Femø og sejle jøder til Sverige, inden hun endte på bunden af havnen i Næstved. Nu er skibet reddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skibet Frem i Næstved Havn  er ikke ligefrem en fryd for øjet. Faktisk en decideret øjebæ, synes flere lokale.

Det er efterhånden en del år siden, galeasen havde sin storhedstid. Engang gjorde det øboerne på Fejø frygteligt stolte. I dag er historien en lidt anden. Flere lokale mener, det skulle være sendt til skrot. Men så skete der pludselig noget uventet.

quote Det er en del af den sejlende kulturarv

Niels Erik Sørensen, formand for Fejø Skibs- og Bådeværft

I halvandet år har Per Rolighed arbejdet på at få fragtskibet ”Frem” op af Næstved Havn.

- Det er faktisk guldhorn. Hvis ikke man skulle gøre noget for at få det sømmet sammen igen og ud at sejle, hvad skulle man så bruge tiden på i sådan en pensionisttilværelse? Spørger Per Rolighed, bådebygger fra Langø på Lolland.

design_uden_navn_6.png
Læs også
Bådebygger kæmper for at redde historisk skib - sejlede med æbler og jøder under krigen
design_uden_navn_6.png
Læs også
Bådebygger kæmper for at redde historisk skib - sejlede med æbler og jøder under krigen

Sejlede jøder til Sverige

Per Rolighed er selv tidligere bådebygger og sammen med Fejø Skibs- og bådeværft har han sat sig for at restaurere og redde fragtskibet, der i 1934 blev bygget på Fejø.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så Frem ud i sine velmagtsdage.
Sådan så Frem ud i sine velmagtsdage. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Frem blev oprindeligt bygget til Kaj Merkel på Fejø, der fragtede æbler og pærer fra øerne i Smålandshavet ind til København. Senere i 1952 blev skuden solgt til Julius Andersen i Holbæk, hvor den i mange år fungerede som fragtskib, stenfisker og uddybningsfartøj.

- Det er en del af den sejlende kulturarv. Den er bygget til at sejle frugt fra Fejø ind til København. Under 2. Verdenskrig går historien også, at den sejlede jøder til Sverige, siger Niels Erik Sørensen, formand for Fejø Skibs- og Bådeværft.

Årene gik, slidmærkerne blev tydeligere, og Frem blev igen solgt videre.

Omkring 1970 købte Holbæk Kommune skibet og forærede det tre år senere til Holbæk Sejlklub. Her blev skibet rigget om og indrettet med kahyt og køjepladser og taget i brug som fritidsfartøj og dommerskib ved klubbens sejladser.

Senere fik lokale søspejdere glæden af Frem, der gennem årene blev ved med at skifte ejere, inden skuden for nogle år siden begyndte at tage vand ind på grund af manglende vedligeholdelse og endte på bunden af havnen i Næstved.

Artiklen fortsætter under billedet.

Skibets motor blev nænsomt bugseret væk.
Skibets motor blev nænsomt bugseret væk. Foto: TV2 ØST

Men nu skal skibet igen på farten. Som det første skal motoren bugseres væk. Arbejdet sker forsigtigt og nænsomt, for motoren skal på motormuseum i Grenå. Den er nemlig også noget helt særligt.

- Familien Buck var jøder og blev sejlet til Sverige i Frem, og da de kommer hjem, kontakter de ejeren af Frem og sagde, at de gerne ville donere en ny motor som tak for hjælpen.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Frem er en del af den sejlende kulturarv, siger Niels Erik Sørensen, formand for Fejø Skibs- og Bådeværft.
- Frem er en del af den sejlende kulturarv, siger Niels Erik Sørensen, formand for Fejø Skibs- og Bådeværft. Foto: TV2 ØST

Borgere: - Det er på tide

quote Vi har meldt ud, at hvis ”Frem” ikke kom væk, ville vi hugge den op

Kristan Skov-Andersen, (V) formand for Næstved Havns bestyrelse

Siden krigen har båden skiftet ejer og havn et utal af gange. I otte år har den nu ligget i Næstved Havn, men så fik havnebestyrelsen nok og gav Frem-folkene 14 dage til at få båden fjernet.

- Vi har meldt ud, at hvis ”Frem” ikke kom væk, ville vi hugge den op, og vi har sat et beløb af til at hugge den op, for nu skulle den væk herfra. Jeg er glad for, at det pres har ført til, at nogen har taget skeen i den anden hånd og sørger for, at den faktisk lever videre, siger Kristan Skov-Andersen, (V) formand for Næstved Havn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Havneledelsen har truet med at sende skibet til ophugning, hvis ikke det bliver fjernet inden 14 dage. Men så skete der noget.
Havneledelsen har truet med at sende skibet til ophugning, hvis ikke det bliver fjernet inden 14 dage. Men så skete der noget. Foto: TV2 ØST

Den begejstring deler de af Næstveds borgere, der i dag er dukket op for at tage afsked med Frem.

- Det er da på tide. Det skulle have været sket for mange år siden, siger Preben Hansen.

- Det er godt for havnen. Det var ikke så kønt. En øjebæ, siger Susanne Jørgensen fra Næstved.

- Det pyntede ikke, som den ligger. Hvis du går over og ser på molen derover, er den også lidt skamferet, siger Morten Hansen.

Fem års arbejde før skibet er søstærkt igen

Nu skal Frem forhåbentlig videre. Først får den et lille pit-stop på havnekajen. Her kan Per Rolighed for første gang se nærmere på vidunderet.

- Jeg synes, den har det fint af sådan en gammel dame at være, siger Per Rolighed.

Artiklen fortsætter under billedet.

Per rolighed byggede som niårig sin første båd og var senere gennem flere år indehaver af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri på Stevns.
Per rolighed byggede som niårig sin første båd og var senere gennem flere år indehaver af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri på Stevns. Foto: TV2 ØST

Nu kan Frem komme videre over på det skib, der skal sejle skibet videre til Rødbyhavn. Her skal det i første omgang undersøges, om det er muligt at gøre det historiske fragtskib søstærkt igen.

quote Jeg har set noget, der er meget dårligere end det der, som er kommet ud at sejle

Per Rolighed, bådebygger fra Langø

Selv har Per Rolighed allerede set tilstrækkeligt.

- Vi er sikre på, at det sagtens kan renoveres. Jeg har set noget, der er meget dårligere end det der, som er kommet ud at sejle. Så den skal nok komme ud og sejle – også imens jeg når, at se det.

Som niårig byggede han sin første båd og var senere gennem flere år indehaver af Rødvig Skibs- og Bådebyggeri på Stevns, inden han overdrog virksomheden til sin søn. Men nu er den 66-årige bådebygger tilbage og klar til at redde Frem.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: TV2 ØST

Når han har fået samlet de frivillige kræfter, regner han med, at renoveringen vil tage op til fem år. Skibsbevaringsfonden har doneret 150.000 kroner til at organisere renoveringen. I alt forventer fonden, at renoveringsarbejdet vil komme til at koste mellem tre-fem millioner kroner.


Nyhedsoverblik