Hel by skal narkotestes

Regeringspartierne vil narkoteste Næstved for stoffer. Det gælder blandt andet for opioider, amfetamin, kokain og THC.

I det brune vand, der fosser op ad hanen hos NK Forsyning, gemmer sig mange hemmeligheder.

- Lidt populært kalder vi det her for chokoladefontænen. Men det er ikke chokolade, fortæller Anders Gjesing, der er direktør hos spildevandsanlægget NK Forsyning i Næstved.

quote Man vil kunne se, hvordan stofferne bliver brugt i løbet af en uge

Christian Lindholst, leder ved Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet

Vi er i "Brun Zone". Det er blandt andet her, at toiletvandet ender.

- Det er en skøn blanding. Det er alt fra husholdninger og erhverv, og noget er blandet med regnvand, forklarer direktøren.

Det er fra anlægget, at det inden længe vil komme frem, hvor mange stoffer der er i omløb i Næstved.

Regeringen har nemlig besluttet at ville teste, hvor mange stoffer der indtages i den sydsjællandske by gennem spildevandet. Det kom frem i sidste uge, da regeringen præsenterede sit opioid-udspil.

Vil tjekke unge for opioider

Hanne Sørensen (S) er viceborgmester og medlem af Sundhedsudvalget samt tidligere misbrugskonsulent i Næstved Kommune.

- Det lyder vanvittigt voldsomt, at man skal narkoteste hele Næstved by. Men da man gjorde det under corona, gjorde det noget godt. Så hvis det er dét, der skal til, så tænker jeg, det måske er meget fornuftigt, siger hun til TV2 ØST. 

Hanne Sørensen (S), medlem af Sundhedsudvalget i Næstved Kommune. Hun spørger, hvordan den nye viden skal gavne stofmisbrugere i byen.
Hanne Sørensen (S), medlem af Sundhedsudvalget i Næstved Kommune. Hun spørger, hvordan den nye viden skal gavne stofmisbrugere i byen. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Under coronapandemien testede myndighederne for udbredelsen af coronavirus gennem spildevandet.

Regeringens nye opioidudspil bygger på en bekymring om et stigende stofmisbrug - særligt unges ulovlige misbrug af de såkaldte opioider.

Opioider er smertestillende medicin og gives ofte til patienter i forbindelse med operationer. Opioider er stærkt vanedannende, og de kan være dødelige i overdoser.

quote Spørgsmålet er, hvordan vi får dem hjulpet

Hanne Sørensen (S), Sundhedsudvalget, Næstved Kommune.

Som tidligere misbrugskonsulent i kommunen, forstår Hanne Sørensen (S), hvorfor opioider breder sig blandt unge

- Rigtigt mange unge mennesker har ondt i livet. Opioider gør, at de får ro på. Det giver en afslappende effekt i kroppen. Unge tumler med mange ting, og medicinen lægger ligesom en dæmper på det hele, forklarer hun.

Forventer stigning af stofmisbrug henover weekenderne

Det er Sundhedsstyrelsen, der i samarbejde med Sundhedsministeriet og Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, laver undersøgelserne i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Næstved. 

- Det her er et tiltag, som vi har lanceret i forbindelse med regeringens udspil om at reducere forbruget af opioider blandt unge. Der har man en særlig interesse i at se, hvordan forbruget er de forskellige steder i Danmark, forklarer Christian Lindholst, der er leder ved Institut for Retsmedicin. 

Den såkaldte "chokoladefontæne," som direktør Anders Gjesing kalder den.
Den såkaldte "chokoladefontæne," som direktør Anders Gjesing kalder den. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Hos spildevandsanlægget i Næstved åbner direktøren for en særlig boks, hvor coronaprøverne bliver taget i dag.

I spildevandet testes der udover for opioider også for stoffer som kokain, amfetamin og THC.

Disse stoffer testes der blandt andet for:

  • Kokain

  • Amfetamin

  • Metamfetamin

  • Heroin

  • THC

  • MDMA

  • Ketamin

  • Nitazener og fentanylanaloger

  • Morfin

  • Metadon

  • Codein

  • Tramadol

  • Oxycodon

  • Fentanyl

Kilde: Sundhedsstyrelsen

- Vi måler i de fem største byer og så Næstved. Der er vi interesseret i at se, om forbrugsmønstrene er de samme. Udover at kunne sammenligne de forskellige byer vil man også kunne se, hvordan stofferne bliver brugt i løbet af en uge. Man vil kunne måle, hvor meget forbruget stiger i weekenderne, siger Christian Lindholst fra Aarhus Universitet.

Her er spildevandet renset og er ved at blive tilsat ilt. Det rensede spildevand bliver ledt ud i miljøet.
Her er spildevandet renset og er ved at blive tilsat ilt. Det rensede spildevand bliver ledt ud i miljøet. Foto: Kasper Larsen - TV2 ØST

Lokalpolitikeren i Næstved Kommune stiller sig dog lidt undrende overfor den nye undersøgelse.

- Det er jo ikke nok, at man bare siger: "Nu ved vi, hvor der er mange misbrugere". Spørgsmålet er, hvordan vi får dem hjulpet. Det er lige så vigtigt, siger Hanne Sørensen (S). 

TV2 ØST ville gerne have spurgt Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet om, hvordan man reelt vil bruge den nye viden.

Det har ikke været muligt at få et interview. Sundhedsstyrelsen har i stedet sendt en mail, hvori de beskriver projektet generelt.

Læs Sundhedsstyrelsens mail om projektet:

Det har ikke været muligt for TV2 ØST at få hverken Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen til at svare konkret på, hvordan den nye, tilegnede viden skal gøre en forskel for stofmisbrug blandt borgerne herunder de unge.

Sundhedsstyrelsen skriver i stedet i en mail:

"Vi vil gerne stille op til interview, når vi er kommet i gang med arbejdet, men har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for det.

Regeringens udspil vil gøre det muligt at afdække misbrugsstoffer i spildevandet fra seks byer. At måle misbrugsstoffer i spildevandsprøver er en god metode, der kan supplere andre datakilder og andre undersøgelser, vi allerede laver på stofområdet for at undersøge omfanget af misbruget af opioider og følge udviklingen over tid.

Spildevandsprøver bruges allerede til at undersøge andre områder og andre sammenhænge (eksempelvis forekomsten af Covid-19 i befolkningen), hvor de giver gode resultater, som kan bruges til at undersøge og afdække forekomsten.

I spildevandsprojektet om stofferne skal der blandt andet analyseres for kokain, amfetamin, metamfetamin, heroin, THC, MDMA, ketamin, nitazener og fentanylanaloger samt også analyseres for flere opioider, der anvendes som både lægemidler og misbrugsstoffer – fx morfin, metadon, codein, tramadol, oxycodon og fentanyl. 

Med hensyn til yderligere spørgsmål om projektet, og hvordan man gør det, må vi henvise til Retskemisk Institut i Aarhus. Rent praktisk er det de enkelte vandværk, der tager prøverne, og så sendes de videre til Aarhus."


Nyhedsoverblik