HB Køge og Næstved drøfter sammenlægning

En ny sydsjællandsk fodboldklub kan se dagens lys, da HB Køge og Næstved Boldklub overvejer at slå sig sammen for at spille med i toppen af dansk fodbold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

HB Køge og Næstved Boldklub overvejer at slå sig sammen i en overbygning, der på sigt skal kunne tage konkurrencen op med landets bedste fodboldklubber i Superligaen.

Det oplyser de to 1. divisionsklubber i en pressemeddelelse.

- For at videreudvikle topfodbold syd for København og styrke det kommercielle grundlag har HB Køge A/S og Næstved Boldklub A/S indledt drøftelser om en fremtidig sammenlægning.

- I forlængelse af dette arbejdes der i dybden med alle aspekter, hvor udgangspunktet er, at der spilles hjemmekampe på Næstved Stadion og SEAS-NVE Park i Herfølge, skriver klubberne i pressemeddelelsen.

Det er blot lidt over et år siden, at HB Køge blev etableret som en overbygning af Herfølge og Køge.

HB Køge rykkede i sommer ud af Superligaen efter blot en enkelt sæson i landets bedste fodboldrække.

Næstved var før årtusindeskiftet en fast del af det bedste selskab, men de senere år har holdet optrådt i den næstbedste række.

/ritzau/


Nyhedsoverblik