Hafidas drabsmand kendes skyldig i alle forhold

Mandag blev Anders Bård Larsen kendt skyldig i både drabet på sin kæreste og tanken om at partere hende. Liget af hende blev fundet ved Næstved sidste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

41-årige Anders Bård Larsen kendes skyldig i drabet på sin kæreste Hafida Bourouih og efterfølgende usømmelig omgang med liget.

Bård Larsen havde erkendt drabet, men nægtede sig skyldig i, at ville partere Bourouihs lig.

Så hvorvidt han skulle straffes for at overveje at partere moren til sine to drenge var spørgsmålet på fjerdedagen af retssagen i Retten i Glostrup mandag.

Skjulte lig ved Næstved

Den 24. juli sidste år kvalte Bård Larsen sin 39-årige kæreste i hendes lejlighed - først med hænderne og derefter med en forlængerledning. Parrets to børn, der dengang var to og fire år, befandt sig henholdsvis i den tilstødende stue og badeværelset.

Efter drabet kørte Anders Bård Larsen rundt med liget af Hafida Bourouih i bagagerummet i et ukendt antal timer, mens børnene sad på bagsædet. Han kørte til Klinteby ved Næstved, hvor han skjulte liget.

For at gøre det nemmere at grave hende ned, overvejede han at skære hende over med en økse, globalkniv, sliber og sav, som han fandt i forældrenes redskabsskur.

Det kom frem i en afhøring 29. juli 2014, dagen hvor han tilstod drabet. Her forklarede han dog, at han bryder sammen i redskabsskuret og dropper parteringen.

Havde fortsæt til at partere liget

Kort tid efter bliver Anders Bård Larsen ringet op af Bourouihs søskende, der beder ham komme tilbage til lejligheden. Her bliver han anholdt af politiet.

Retten i Glostrup fandt, at den 41-årige drabsmand havde forsæt til at partere Hafida Bourouih.

- Retten lægger til grund, at medbringelse af globalkniven, en sliber, øksen og saven, som han tog hos forældrene i Værløse, var en forberedelseshandling til partering af et lig, og at tiltalte havde fortsæt hertil, sagde den ene dommer Henrik Lind Jensen.

Sagen har fået stor offentlig opmærksomhed og mediebevågenhed, fordi Anders Bård Larsen søgte om forældremyndighed og fik den efter drabet. Hafida Bourouihs familie kæmper dog stadig for at få retten over de to børn, der nu er tre og fem år.

/ritzau/


Nyhedsoverblik