Fyret ægtepar: Det er forfærdeligt

Jens og Lotte Arensbach er blandt de 74 fyrede medarbejdere hos Peterson Packaging i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hele 74 ansatte hos papir – og emballagevirksomheden får nu en fyreseddel og står uden job til sommer.

Virksomheden lukker nemlig afdelingen i Næstved og rykker i stedet hele produktionen til Randers, hvor der i forvejen er hovedsæde.

-       Sagen er den, at vi har en overkapacitet og i et stærkt, konkurrencepræget dansk marked vil det på sigt være for stor en risiko med to fabrikker, fortæller den administrerende direktør Ketil Stave.

Peterson Packaging har ellers været en del af ægteparrets Jens og Lotte Arensbachs liv de sidste 23 år, men nu er det hele inden længe slut.

-       Det er jo ikke sjovt, det er ganske forfærdeligt, siger Lotte Arensbach.

Massefyringen rammer ifølge virksomhedens tillidsmand rigtig hårdt for de fleste fyrede medarbejdere er over 50 år og ufaglærte. 

-       Det er jo en katastrofe og humøret er på nulpunktet og alting er noget rigtig lort, fortæller Bjarne Larsen.

Også hos 3F er man rystet over de 74 fyringer.

-       Det er en katastrofe for de folk, som mister deres job, men det er sørgeligt for byen at vi mister endnu en industriarbejdsplads, siger Kim Rozalski, der er formand i 3F Sydsjælland.

Ledelsen hos Peterson Packaging vil nu blandt andet se på, om de kan tilbyde nogle af de fyrede medarbejdere arbejde på fabrikken i Randers.

 


Nyhedsoverblik