Fuglebjerg vækker opsigt i Folketinget

Udviklingshuset Fuglebjerg ved Næstved er blevet bemærket på Christiansborg. Huset åbnede officielt i april, og i morgen skal husets potentialer præsenteres for landspolitikerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Biblioteket og borgerservice i Fuglebjerg har fået nye overboer. Ovenpå er flere mikrovirksomheder nemlig rykket ind, og nu har hele huset fået navnet ’Udviklingshus Fuglebjerg’.    

- Vi har biblioteket, vi har mikrovirksomhederne og så har vi lokalsamfundet. Vi kan alle sammen noget forskelligt, men hvis vi begynder at arbejde sammen, så kan vi lave meget, meget mere. Og derfor hedder det et udviklingshus, fortæller Mona Hvid, Projektlede i Udviklingshus Fuglebjerg.

Samarbejde på tværs

Det handler om et samarbejde mellem de sektorer: det offentlige, erhvervslivet og civilsamfundet.

- Det har blandt andet betydet, at vi har fået arrangeret foredrag med en af virksomhederne hernede i biblioteket, og der kom rigtig mange fra lokalsamfundet. Så det gav noget til biblioteket og til virksomheden og til lokalsamfundet, fortæller Kirsten Fonborg Hansen, bibliotekar på Fuglebjerg Bibliotek.

Mona skal i Folketinget

Måske har Udviklingshuset i Fuglebjerg fat i noget af det rigtige. ’

Projektleder Mona Hvid er i hvert fald blevet inviteret i Folketinget onsdag, hvor hun skal fortælle om mikrovirksomhedernes potentiale og fællesskabet i huset.  

- Det er ret fedt, fordi man altid har tænkt i vækst i forhold til store virksomheder, og det er første gang tror jeg, at der er nogen, der har fået lov til at snakke om mikrovirksomheder, fortæller hun.

Lokale søger ejer

Der er i alt ni kontorer til rådighed i huset, og indtil videre har en journalist, en webgrafiker og en ernæringsterapeut lejet sig ind.

- Her kaster man ideer op i luften, og de bliver grebet af de forskellige med, hvad de nu måtte have af kompetencer. Det er en anden sparring, end jeg kan få i mit faglige netværk, fortæller ernæringsterapeut Maiyanne Magdalena, der netop er flyttet ind i et af kontorerne.

Selvom der stadig er seks kontorer ledige, så er Mona Hvid overbevist om, at de alle sammen nok skal blive fyldt op med tiden.

- Her er dejligt at være, og alle der er en del af det, synes det er rigtig fedt. Så der skal nok komme flere til, siger hun.


Nyhedsoverblik