Privatskole mangler elever for at kunne åbne - deadline nærmer sig

30 elever er minimum, hvis Holme-Olstrup Privatskole skal blive til noget i år, siger bestyrelsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tiden snerper sig til for bestyrelsen bag en ny privatskole i Holme-Olstrup ved Næstved. 

Det er besluttet, at skolen skal åbne til august, men siden der i november sidste år blev åbnet for elevtilmeldinger, er det langt fra strømmet ind med børn, der vil gå på den nye skole. 

quote Vi mangler elever. Vi skal helst have 30 elever til august, ellers kan det ikke løbe rundt

Søren Peter Foldberg, initiativtager, Holme-Olstrup Privatskole

Derfor bliver der forsøgt med et godt tilbud i form af gratis skolegang de første tre måneder og åbent hus-arrangementer. 

Mangler forsat elever

Et sådan arrangement fandt sted søndag i de lokaler, der tidligere har huset en kro og en julemandsbutik - og som måske nu skal huse en skole. Èn familie kiggede forbi, uden at det udmøntede sig i en indskrivelse. Til gengæld blev en elev tilmeldt elektronisk.

Det bringer det samlede elevantal op på 21. Og det er ikke nok for skolen, hvis planer blev sået 
i starten af sidste år, da Næstved Kommune valgte at nedlægge kommuneskolen ved udgangen af skoleåret i 2019 på grund af for lavt elevtal.

- Vi mangler elever. Vi skal helst have 30 elever til august, ellers kan det ikke løbe rundt, siger Søren Peter Foldberg.

Privatskole Holme-Olstrup
Læs også
Tilbyder gratis skolegang i mangel på elever
Privatskole Holme-Olstrup
Læs også
Tilbyder gratis skolegang i mangel på elever

Har I overvurderet behovet for en friskole i byen?

- Nej, det har vi så sandelig ikke. Holme-Olstrup har altid haft den størrelse, den har haft. 90 til 110 elever. Sådan var det også, før den lukkede. Så derfor er der børn til en skole her i Holme-Olstrup.

VIDEO: Holme-Olstrup har ingen skole haft siden sommeren 2019. TV2 ØST var med, da der i november 2019 blev holdt informationsmøde om den nye privatskole. Omkring 50 lokale dukkede op.

 

Langtrukken og krævende proces

Holme-Olstrup Privatskole er ikke det eneste eksempel på lokale ildsjæle, der forsøger at stable en skole på benene som et alternativ til en kommunal skole, men som oplever opstartsvanskeligheder.

Tidligere har TV2 ØST også fortalt om Dannemare Friskole på Lolland, der kæmper for at tiltrække elever på trods af at være blevet mødt med stor opbakning i den indledende proces.

Dannelunde Skole
Læs også
Forældre køber skole for 1 krone
Dannelunde Skole
Læs også
Forældre køber skole for 1 krone

Og det er ikke et unormalt syn, siger Peter Bendix Pedersen, formand for Friskoleforeningen.

- En proces som at starte en friskole kan være langtrukken og krævende, og der opleves opture og nedture. Nogle af de ting, der ofte er vanskelige, er at få elevgrundlaget på plads. Når forældre skal vælge en ny skole til, kan de have et billede i hovedet af den, men ikke praksis for øjnene. I andre tilfælde kan logistikken være en udfordring: om det passer med bussen, og om der er langt væk, siger han.

Svær opgave

Bestyrelsen i Holme-Olstrup Privatskole vil fortsætte med at gå rundt i bybilledet og dele informationsmateriale ud om skolen. Den har en måned til at få yderligere ni elever indskrevet, hvis ikke skolestarten skal udskydes.

- Det er ikke en uoverskuelig, men en svær opgave, for eleverne kommer ikke bare strømmende. Vi skal ud og møde dem, siger Søren Peter Foldberg.

Infomøde om ny privatskole i Holme-Olstrup
Læs også
Ny privatskole kan være på vej – 50 dukkede op til informationsmøde
Infomøde om ny privatskole i Holme-Olstrup
Læs også
Ny privatskole kan være på vej – 50 dukkede op til informationsmøde

Men lykkes det at bringe antallet af eleverne op på minimum 30, så skolen kan åbne, vil den ikke umiddelbart være i fare for at lukke igen om få år.

Det vurderer Peter Bendix Pedersen på baggrund af Friskoleforeningens generelle oplevelser med nystartede friskoler.

- Generelt ser vi ikke, at nye fri- eller privatskoler hurtigt lukker igen. Tværtimod ser vi, at 
rigtig mange af de nyetablerede skoler kommer godt for start, fordi der er en engageret flok af forældre og medarbejdere til at bære det igennem.

Hvis skolen i Holme-Olstrup ender med at åbne som planlagt, vil den i første omgang tilbyde undervisning fra 0. til 6. klassetrin.

HVAD ER EN FRISKOLE?

  • Friskoler og privatskoler er grundskoler, der kan tilbyde undervisning for børn fra børnehaveklassen til 10. klasse. Som oftest er friskolerne opstået som et forældreinitiativ på baggrund af Grundlovens §76, der fastslår, at vi i Danmark har undervisningspligt og ikke skolepligt.
     
  • Friskolerne er dermed et alternativ til folkeskolen og fungerer under Friskoleloven, der overordnet set bestemmer, at friskolerne "skal stå mål med undervisningen i folkeskolen".
     
  • I Danmark går friskoletraditionen tilbage til midten af 1800-tallet, hvor især Christen Kold og N.F.S. Grundtvig spiller en rolle som inspiratorer. 
     
  • I dag afspejler friskolerne en bred vifte af skoler grundlagt på forskellige livs- og værdigrundlag: grundtvig/koldske friskoler, Rudolf Steiner skoler, lilleskoler, flersprogede friskoler, adventist skoler, skoler med særligt pædagogisk grundsyn og mange flere.
     
  • Skolerne afgør frit, hvilke elever de vil optage, fordi udgangspunktet er, at familie og skole skal samarbejde om opgaven. Det kræver, at der er overensstemmelse mellem familiens og skolens værdier.

 

Kilde: Dansk Friskoleforening.


Nyhedsoverblik