Freddy Blak fik kanonvalg til regionen

Den erfarne Socialdemokrat Freddy Blak fra Næstved sprængte den socialdemokratiske liste til Regionsrådet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om man har 68 år på bagen, egentlig har besluttet sig for at forlade aktiv politik og tidligere har forladt sit parti og stillet op imod det - så kan man stadig godt for alvor trække stemmer, når man vender tilbage.

Det kan Freddy Blak (S) fra Næstved efter alt at dømme skrive under på, efter han personligt fik mere end 4.000 stemmer i valget i Region Sjælland.

10. flest stemmer

Helt præcist fik Fredy Blak 4.005 stemmer ved valget.

Freddy Blak var opstillet næstsidst på den socialdemokratiske valgliste – men sprængte effektivt listen og sidder efter valget som nummer 4 blandt de 11 valgte socialdemokrater i regionsrådet. Tallet betyder samtidig, at han ligger nummer 10 på listen over de højeste personlige stemmetal til hele regionsvalget.

Glad – men ikke overrasket

Freddy Blak er glad for valget til regionsrådet, selv om han understreger, at han ikke er overrasket.

- Nej, jeg havde selvfølgelig forventet at blive valgt. Men jeg har kørt en anderledes valgkamp, hvor jeg ikke har deltaget i traditionelle valgmøder og har næsten ikke været i medierne, siger socialdemokraten, der i stedet har kørt valgkamp via de sociale medier på internettet og ved at møde folk på gaden.

- Og det er jo noget, der har virket, siger politikeren til TV2 ØST kort efter, at stemmetallene blev kendt.

Han vil især arbejde med internationale forhold, sundhedspolitik og offentlige transport i sit virke i regionsrådet.

- Jeg blev opfordret til at stille op – og jeg føler, at vælgerne har kvitteret ved at støtte mig, siger politikeren.

Lang erfaring

Freddy Blak var i årene mellem 1989 og 2004 medlem af EU-parlamentet for Socialdemokraterne, ligesom han i årene 2002 til 2007 sad i Næstved Byråd.

Netop valget til Næstved Byråd betød dog også et farvel til Socialdemokraterne, som han meldte sig ud af for at undgå eksklusion i forhold til partiets regler om dobbeltmandater.

Ved det kommende valg blev han i stedet valgt til Regionsrådet som medlem af Blak-listen, men i 2009 blev han ikke genvalgt – og annoncerede at han var færdig i politik.

Han vendte dog tilbage til Socialdemokraterne og annoncerede i 2012, at han igen ville stille op i politik.


Nyhedsoverblik