Arbejdssjakket hos Banedanmark har travlt i denne weekend.
Banedanmark er nemlig ved at gøre klar til elektrificeringen af strækningen mellem Køge Nord og Næstved, derfor rives der i denne weekend to broer ned for at gøre plads til det kommende kørestrømsanlæg.
Der er tale om broerne ved Bomosevej lidt uden for Næstved og Ty Hastrupvej ved Haslev. De er begge omkring 100 år gamle og for lave til, at der kan sættes kørestrømsanlæg op under dem. Lørdag kaster sjakket sig over broen ved Bomsevej, mens broen ved Ty Hastrupvej bliver fjernet søndag.
Når de store gravemaskiner kommer for at rive de to betonbroer ned, kan det ifølge Banedanmark ikke undgå at støje og støve en del. Derfor foregår arbejdet i dagtimerne.
- Vi rykker ud lørdag morgen, og søndag aften er begge broer væk, oplyser Banedanmark og tilføjer:
- Herefter fjerner vi fundamenterne og retter jernbanedæmningerne til, og det arbejde kan gennemføres uden at genere togdriften.
Næste weekend, lørdag den 30. september om morgenen til søndag den 1. oktober om aftenen, spærrer Banedanmark igen sporet mellem Køge og Næstved for at gøre plads til forskellige vedligeholdelsesarbejder og yderligere forberedelsesarbejder til elektrificeringen.
Det betyder, at du skal med bus, hvis du skal rejse mellem Roskilde, Køge og Næstved i denne weekend samt den kommende weekend.