Første etape af nordlig omfartsvej er færdig

Ved middagstid kan de første bilister køre ud på den nordlige smutvej udenom Næstved. De første fire kilometer af omfartsvejen åbner officielt i dag med ministerbesøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De første biler kan i dag trille ud på den nordlige omfartsvej ved Næstved. Det er den første etape af projektet, der skal lede trafikken udenom Næstved, de står færdig i dag. Vejdirektoratet har arbejdet på projektet i snart to år.  

Det drejer sig om den østlige delstrækning fra fordelerringen ved Køgevej/Ring Øst til Ringstedgade.

- Nu kan man smutte udenom Køgevej, der især er meget belastet om morgenen. Så der kommer allerede en tidsbesparing nu, men den helt store tidsgevinst får bilisterne først, når den vestlige del af den nordlige omfartsvej også er færdig, siger Projektleder Jacob Pryds Winkel, Vejdirektoratet.

Åbningen af Næstved Nordlig Omfartsvej fejres med besøg fra Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt, der vil indvie vejen omkring klokken 12.30. Alle er inviteret til at deltage i åbningen, der strækker sig fra klokken 11.30 til 13.00.

I forbindelse med omfartsvejen er der også blevet etableret en dobbeltrettet cykelsti, der ligger parallelt med vejen.

Fra det øjeblik ministeren åbner strækningen, kan trafikanterne tage den nye omfartsvej i brug.

De sidste tre kilometer

Omfartsvejen er ikke helt færdig endnu. Vejdirektoratet mangler at bygge de sidste tre kilometer af den nordlige omfartsvej, der skal lede trafikken vest om byen. Et projekt de regner med, der står færdigt i slutningen af 2016.

Omfartsvejen bliver i alt cirka syv kilometer lang, når den står færdig. Som en del af projektet bygger Vejdirektoratet også en højbro over Susådalen.

Projektet løber op i omkring 700 millioner kroner.


Nyhedsoverblik