Forældre demonstrerer mod lukning af institutionspladser

230 børnehave-, vuggestue- og dagplejepladser står for at skulle nedlægges i Næstved Kommune. Men forældrene giver sig ikke uden kamp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi kan simpelthen ikke forstå det. Vi har en supervelfungerende institution. Alle er glade, børnene er trygge, forældrene er begejstrede, der er fyldt op på alle pladser, der er venteliste, der er en god økonomi og et meget lavt stress- og sygdomsniveau blandt pædagogerne. Vi kan ikke finde nogen som helst grund til, at det lige skal være småbarnsstuen Mariehønsene i Mariehuset, der skal lukkes. Sådan siger Sisse Ditlev, mor til Karen og Eva, der går i Mariehuset.

Det er økonomi og et faldende børnetal, der er baggrunden for at nedlægge de 230 daginstitutionspladser i Næstved Kommune. Forvaltningen har udpeget forskellige pladser som mulige at nedlægge, og det er altså på denne liste, at Mariehønestuen står.

Mandag er det meningen at politikerne skal træffe en beslutning om, hvilke pladser der bliver nedlagt, men for Børne- og Skoleudvalgspolitiker Lars Hoppe-Søe, (Rad.V.)  er det en svær beslutning. 

- Det er en helt vildt vanskelig sag som politiker at skulle forholde sig til, siger han i dag til TV ØST. Derfor var han en af de politikere, der dukkede op på Hjultorv midt i Næstved i dag for at tale med de demonstrerende forældre.

- Det gør et stort indtryk at møde forældrene, og jeg synes, at de har nogle gode argumenter, så jeg har svært ved at se, at vi skal kunne lukke Mariehuset efter at have talt med dem i dag, siger Lars Hoppe-Søe. 

Der står på grund af det faldende børnetal allerede nu tomme pladser rundt omkring i kommunen, og de ca. 40-50 forældre og børn, der i dag var mødt op til demonstration, var ikke i tvivl om, hvor politikerne bør se hen, når der skal nedlægges pladser.

- Det giver jo ikke mening at pege på et populært og meget søgt sted med venteliste istedet for først at se på, hvor der er tomme pladser allerede. Jeg håber bare, at de vil bevare den perle, som Mariehuset vitterligt er. Ellers er det en katastrofe, siger Laura Hvalsøe-Dybdahl, der er mor til en pige i Mariehuset, og med en kommende mariehøne i maven.

 


Nyhedsoverblik