Det blev til fængselsstraffe på over et år for alle tiltalte i en omfattende sag om dyrkning af cannabis-planter og fremstilling af marihuana ved Retten i Næstved i dag.
Alle fem tiltalte blev kendt skyldige i at have dyrket i alt over 77 kilo skunk på tre adresser i Dianalund, Ringsted og Korsør. Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi opdagede væksthusene i januar i år.
Udvist af Danmark
Fire af de fem personer blev idømt en straf på halvandet års ubetinget fængsel, mens den sidste – en 42-årig mand - blev idømt en straf på et år og tre måneder.
De tiltalte er alle vietnamesiske statsborgere, og tre af dem blev udvist af Danmark. De to resterende fik lov at blive i landet, fordi deres tilknytning til Danmark var større, og fordi de forsørger mindreårige børn.
Retten dømte også alle fem skylige i tyveri af el for mere end 250.000 kroner.
To af de personer, der blev udvist af Danmark, ankede dommen på stedet.