¨

Erhvervsformand kritiserer borgmester for solomelding om havn: - Det kan koste job

Borgmester Carsten Rasmussen (S) vil lukke Næstved havn. Men det kan koste dyrt, mener erhvervsformand. Foto: TV ØST

Havnen i Næstved skal bevares – og det giver kun mening at beholde den i byens midte, siger formanden for kommunens Erhvervsforening.

Det skaber stor usikkerhed, når Næstveds Borgmester Carsten Rasmussen i en solomelding melder ud, at han mener, at havnen skal afvikles på baggrund af et projekt, som knap nok er færdigt.

Sådan lyder udmeldingen fra formanden for Næstveds Erhvervsforening, Torben Johansen.

- Det skaber usikkerhed, og det er en usikkerhed, som kan ende med at koste job. Det handler ikke så meget om de få arbejdspladser, der er på havnen - men om de mange virksomheder, der får leveret råstoffer og varer via skib, siger han til TV2 ØST.

Vil beholde havn i midtbyen

Næstved Kommune har i flere år arbejdet på en plan om at flytte Næstved Havn til Ydernæs, og i stedet bruge det nuværende havneområde til at skabe en helt ny bydel i Næstveds cetrum. En pris på op mod 200 millioner kroner skræmmer dog borgmesteren, og han mener derfor, at Næstved helt skal opgive at være en by med en erhvervshavn. 

Det er dog en fejl, mener erhvervsmanden.

- Vi har mange virksomheder i Næstved Kommune, der er afhænige af at få leveret varer og råstoffer via skib. Det er alt andet mere miljøvenligt, at få leveret varer på den måde end med en flåde af lastbiler - og det er ofte også billigere. Derfor kan det betyde, at virksomhederne i stedet vælger at satse på udvikling andre steder end i Næstved kommune, siger erhvervsformanden. 

Han peger eksempelvis på Ardagh, som måske så i fremtiden ikke vil satse på en ny ovn ved Holmegaard, men sætte den op et andet sted. Og så kan udviklingen ændres fra at være fremgang til at være tilbagegang, siger han.

Kan give tomme boliger

Han tvivler dog på, at kommunens planer om et boligområde midt i Næstved vil blive en god forretning. 

- Vi er en kommune med et nogenlunde stabilt indbyggertal. Hvis de vil bygge 6.000 nye boliger, hvor tror de så, at ejere og lejere vil komme fra? Det kan ramme udviklingen i resten af byen -og måske er det ikke nogen god ide, siger han til TV2 ØST, og peger på, at der omkring havneområdet ligger en række andre virksomheder, der støjer for meget til at ligge nær et boligområde. 

- Jeg siger ikke, at det ikke kan ske på et tidspunkt. Men det er i hvertfald ikke det rigtige tidspunkt at skabe usikkerhed om vores havn på. Det kan blive dyrt for os, siger han.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App