Elefanthistorie fra Karrebæksminde går verden rundt

Det er i den grad også nået de udenlandske medier, at en elefant fra Cirkus Arena i forrige uge ødelagde en bil efter den årlige badetur ved Karrebæksminde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Billederne fra Karrebæksminde, hvor en elefant i forrige uge smadrede en bil, går i øjeblikket verden rundt.

Norske NRK, amerikanske Huffington Post, britiske The Mirror, The Daily Telegraph, The Daily Mail og tysk, schweizisk, østrigsk og tjekkisk tv er nogle af de medier, der har vist billederne.

De blev optaget 11. juli, hvor Cirkus Arenas tre elefanter traditionen tro skulle have deres årlige bad. Strandturen gik fint, elefanterne badede, og de mange fremmødte forevigede øjeblikket med deres mobiltelefoner. Efterfølgende gik noget dog galt.

Da de skulle tilbage til cirkuspladsen, blev en af elefanterne pludselig aggressiv og stak stødtænderne gennem en bilrude for derefter at skubbe til den, så den fik en bule i kølerhjelmen. Flere vidner har forklaret, at elefanterne virkede stressede på grund af den megen polemik, og så viser billederne også at elefanten, som ødelagde bilen, fik et slag på snablen lige inden, den angreb, hvilket kan være forklaringen på reaktionen.

Havde ikke forventet at gå verden rundt

Oddmar Nygård, der flere gange har været i Næstvedområdet, kommer fra Norge og var på ferie i Danmark på tidspunktet og fik de måske nok bedste billeder af begivenheden. Det er blandt andet hans video, som nu går verden rundt.

- Det er fantastisk morsomt, at der er kommet så meget opmærksomhed på videoen. Det havde jeg ikke forventet. Det er morsomt at blive kontaktet af medier fra hele verden. Historien begynder også at blive stor her i Norge nu, hvor jeg har vært i radioen og fortælle om oplevelsen. Det er også meget mærkeligt at se, hvordan historien forandrer sig underveis. Da jeg har fortalt om glade, men lidt stressede elefanter, blev historien pludselig i en del medier til tre aggressive elefanter! Jeg har fulgt med lidt i debatten i Danmark, og håber jo, at det ender positivt trods alt for fantastiske Karrebæksminde og for Cirkus Arena. Jeg og min familie kommer i hvert fald tilbage, skriver Oddmar Nygård til TV ØST.

Bilejeren år i øvrigt skaderne dækket af Cirkus Arena.

Du kan se Oddmar Nygårds video her:


Nyhedsoverblik