Ekskæreste: Postkortet er ikke fra Henrik

Hanne Riisbjerg er overbevist om, at det postkort, der er dukket op i retssagen om drabet på Henrik Haugberg Madsen er falskt. For Henrik er død, mener hun.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Henrik Haugberg Madsens samlever, Bo Madsen og dennes bekendte, Claus Stockholm blev i marts idømt 14 og 19 års fængsel for at have dræbt Henrik Haugberg Madsen i 2010.

Sagen var den første af sin art, hvor der hverken er fundet et lig eller tekniske spor fra drabet.

Postkort fra den dræbte

Nu sidder de samme to tiltalt i landsretten, i ankesagen. Her er der pludselig dukket et postkort op, som Bo Madsen har modtaget i fængslet. Han har fået det 2 måneder efter, han blev dømt for drab i byretten i Næstved.

Postkortet er underskrevet Henrik Haugberg Madsen og er sendt fra Frankrig.

Men politiet har fundet dna-spor på kortet fra en kone til en af Bo Madsens venner. Der er desuden også fundet et foto af postkortet på vennens mobiltelefon - vel at mærke inden, det fik frimærke på. 

Ekskæreste: Henrik er død

 - Et eller andet sted, så synes jeg, det er ulækkert, hvis man kan bruge det ord, siger Hanne Riisbjerg, som var kæreste med Henrik Haugberg Madsen indtil 1999 og mor til hans to døtre.

- Jeg synes, det er skræmmende, at de bruger sådan nogle ting til deres fordel, det bryder jeg mig ikke om, fortsætter hun.

Hanne Riisbjerg er selv af den opfattelse, at Henrik Haugberg Madsen er død.

- Han ville ikke kunne undvære sine børn, og samtidig havde vi så god kontakt - vi talte sammen 3-4-5 gange om dagen, og den kontakt stoppede lige pludselig, siger Hanne Riisbjerg til TV2 ØST.

Sigtet for falske beviser

Efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen bekræfter overfor TV2 ØST, at Bo Madsens advokat-ven nu er blevet sigtet for bevisforvanskelse.

Vi har i dag forsøgt at få en kommentar fra vennen og fra både anklagere og forsvarer i ankesagen mod Bo Madsen, men det er ikke lykkedes.


Nyhedsoverblik