Efter overfald på 12-årig pige: Politiet har fået videomateriale og talt med 100 personer

Politiet håber at finde flere oplysninger i videoovervågningen fra det område, hvor episoden fandt sted torsdag morgen.

Denne weekend gennemgår afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Sydsjælland og Lolland- Falsters Politi det videomateriale, de har fået i forbindelse med sagen fra Næstved, hvor en 12-årig pige torsdag morgen blev overfaldet og muligvis forsøgt bortført, da hun kom cyklende på Orenæsvej på vej til Kobberbakkeskolen, hvor hun er elev.

- Videoovervågningen kommer fra de to områder, som vi har afgrænset søgningen til. Det drejer sig om de to områder, Appenæskvarteret og Åderupkvarteret, lyder det fra Rune Nilsson, der er vicepolitiinspektør i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

- Det kan være, at der er nogen, der kan have filmet hændelsen, eller noget der fortæller noget om bilen.

Efter hændelsen har politiet efterspurgt vidner, der har set noget i forbindelse med episoden. Lørdag har politiet været i kontakt med omkring 100 personer.

Her skal vi også have efterforsket de ting, som vi finder interessante.

Gebrokkent engelsk og en rødbrun bil

Det lykkedes den 12-årige pige at slippe væk fra de to gerningsmænd, efter at de i en bil holdt ind for at gribe fat i hende og få hende ind i bilen.

Indtil videre har politiets efterforskning ført til oplysninger omkring bilen og gerningsmændene.

Bilen beskrives som værende rødbrun med tonede ruder, og formentlig har den en bule ved højre forlygte.

De to gerningsmænd taler ifølge politiet et gebrokkent engelsk. Derudover kan en af dem have fået en skade i ansigtet efter episoden.

Ligger man inde med oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.   

Video: Episoden skabte utryghed blandt borgerne i området. Derfor blev der fredag opstillet en mobil politistation i området.