DSB lytter til kritik: Morgentog stopper alligevel i Glumsø

Med DSB’s nye køreplan ville elever fra Glumsø stå med et stort pendlerproblem, fordi toget til Næstved oprindeligt ikke længere ville stoppe i Glumsø klokken 7.30, hvor eleverne står på for at nå i skole klokken otte. Nu har DSB omgjort beslutningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DSB vælger nu at omstøde beslutningen om at fjerne stoppet på Glumsø klokken 7.30 på det tog, der kører mellem København og Næstved. Efter planen skulle stoppet annulleres i morgentoget fra søndag den 13. december, når den nye køreplan træder i kraft, så toget ville blive et hurtigtog.

Det har fået massiv kritik fra især gymnasieeleverne i Glumsø, fordi de så ville skulle meget tidligere af sted for at nå i skole klokken otte. Kritikken er nu blevet hørt, og DSB vælger alligevel at lade toget stoppe på perronen 7.22, så elevernes hverdag kan forsætte som hidtil:

- Vi har omgjort vores beslutning allerede fra på mandag, hvor den nye køreplan træder i kraft. I forhold til skolebørnene her, vil det være sådan, at hurtigtoget ekstraordinært gør stop i Glumsø frem til skolesommerferien, fortæller Tony Bispeskov til TV ØST.   

Gymnasieelev: Jeg ville få 40 minutters spildtid

Havde DSB valgt at trumfe beslutningen om at fjerne afgangen på Glumsø klokken 7.30, ville det betyde, at gymnasieelever skulle tage toget klokken syv i stedet, og den melding faldt ikke i god jord hos eleverne: 

- Jeg får 40 minutters spildtid på skolen hver morgen. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, fortæller Christian Rauer, der er gymnasieelev på Næstved Gymnasium.

Både Christian Raur og hans søster Naja Rauer går på Næstved Gymnasium, og den tidligere afgang ville betyde, at de skulle cykle hjemmefra klokken halv syv om morgenen, og det ville få konsekvenser for deres hverdag:

- Det er rigtig ærgerligt. Det er den tid, jeg plejer at bruge hjemme på at spise morgenmad med min familie. Det når vi ikke længere, fordi vi skal meget tidligere af sted, siger Naja Rauer.

Glumsø er en pendlerby

Det er især elever fra teknisk skole, handelsskolen og gymnasiet, der er afhængige af toget. I Glumsø Lokalråd var man derfor også meget kede af DSB’s nye planer:  

- Det betyder rigtig meget, fordi Glumsø er en pendlerby. Vi er meget afhængige af gode forbindelser – ikke kun mod København, men også mod Næstved, siger Visti Christoffersen fra Glumsø Lokalråd.


Nyhedsoverblik