Drabstiltalt skaffede omdiskuterede sko af vejen

En 21-årig Bandidosrocker, der er tiltalt for drab på 22-årige Edin Fakic i Næstved, forklarer mandag i Retten i Næstved, at han skaffede et par sko af vejen, der var af samme mærke, som dem politiet mistænker gerningsmanden for at bære.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da politiet 8. december 2014 i en pressemeddelelse fortalte om et par særlige Nike sko, fik en nu 21-årig drabstiltalt rocker travlt med at skille sig af med sine af samme mærke.

Det er mandag kommet frem i Retten i Næstved.

Politiet forltalte i pressemeddelelsen, at de mente, at gerningsmændene til et drab på Morsøvej i Næstved, hvor 22-årige Edin Fakic blev dræbt i sit hjem, skulle findes blandt Bandidos. Derudover viste de billeder af et par Nike air max limited sko, som de mente, gerningsmanden havde båret under drabet. Nogle timer efter skudepisoden i Næstved, fik politiet nemlig en anmeldelse om en udbrændt bil i en skov ved Sorø. I den fandt de en maskinpistol, som menes at være gerningsvåbnet, og i nærheden blev der fundet skoaftyk fra en Nike air max limited sko, der siden er blevet undersøgt og i størrelse og slidforhold passer til tiltaltes sko.

Fik skoene af storebror

Politiet fandt Nike-skoene hos tiltalte under en hemmelig ransagning i efteråret 2014. I retten forklarede tiltalte, at det var korrekt, at han havde sådan et par sko, og at han havde fået dem af sin storebror, der er vicepræsident i Bandidos i Holbæk, hvor tiltalte selv er prøvemedlem. Storebroen havde givet dem til ham, fordi han havde fået dem af en kæreste, han ikke længere var sammen med, og fordi han ikke ville beholde dem, nu han havde en anden kæreste.

Ikke smart at beholde dem

Han fortalte, at han 8. december 2014 sad og så tv klokken 12.10, hvor politiet stod frem og fortalte om den særlige sko, og han snakkede med sine venner om, at han havde nogle, der var magen til.

- De sagde til mig, at de selvfølgelig ikke skulle bestemme, men at hvis det var dem, så ville de ikke beholde skoene. Jeg ringede også til min bror og sagde, at han gerne måtte få dem tilbage, men at jeg ellers ville smide dem ud, og det kunne han godt forstå, siger tiltalte, der om årsagen fortæller, at han ikke var interesseret i at komme under mistanke, fordi han ifølge egen forklaring har været på kant med loven i nogle forhold, men aldrig har begået drab.

- Hvis jeg bliver set i de her sko, og pågældende ved, at jeg er medlem af Bandidos, så vil politiet nok begynde at efterforske det. Og i og med at jeg er på kant med loven, så er jeg ikke interesseret i det. Og især over for min svigerfamilie, som jeg i forvejen ikke har et særligt godt forhold til, fordi jeg er med i Bandidos. Hvis svigermor og svigerfar kom hjem og så sådan et par sko hos mig, kan det godt være, at de ville tabe småkagerne for at sige det mildt. Der var måske også nogen i Næstved, nogle forurettede eller andre, der så mig i skoene. Jeg skal da ikke kunne sige, hvad der kunne ske ved det. Jeg var betænkelig ved det. Det var ikke en risiko, jeg ville løbe i forhold til at kunne gå i de sko, forklarede han i retten uden efterfølgende at ville komme ind på, hvor han har gjort af skoene.

- Det synes jeg ikke er relevant. Jeg har bare sagt til politiet, at de ikke vil kunne finde dem, siger den 21-årige, der er meget talende af et bandemedlem at være og yderst velformuleret.

Pressemeddelelsen var ifølge anklagemyndigheden lagt ud for 'at ryste træet lidt', efter at politiet i efteråret havde overvåget tiltalte hemmeligt. De villle se, hvad der skete, hvis de offentliggjorde deres viden om skoene.

Den 21-årige er sigtet for manddrab og risikerer fængsel i mellem fem år og livstid. Han nægter sig skyldig i anklagerne. Der er afsat i alt seks retsdage til sagen, hvori der ventes at falde dom 9. december.


Nyhedsoverblik