To mænd på 40 og 46 år blev i dag varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved retten i Næstved.
De to mænd blev onsdag anholdt og sigtet for drab på Henrik Madsen, der sporløst forsvandt i november sidste år fra en feriehytte på Enø.
Den svindeldømte Henrik Madsen har siden været eftersøgt i en straffesag om bedrageri, trusler og brandstiftelse. Men nu mener Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi altså, at han er blevet dræbt:
- Vi har efterforsket sagen lige siden, han forsvandt. Og vi mener nu at have tilstrækkelig grundlag for at anholde de to mistænkte, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.
Indtil videre er der dog kun få oplysninger i sagen, da retsmødet i dag blev holdt for lukkede døre og der foreløbigt er navneforbud i sagen.