Drabssager for retten nærmer sig sin afslutning – hvem slog Poul og Kiehn ihjel?

Drabssagerne fra Ruds Vedby og Vemmelev, hvor to ældre mænd blev slået ihjel og deres huse brændt, nærmer sig en afslutning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvad er det for en gerningsmand, der til drab og mordbrand tager kondomer med? Det er ikke rigtigt en sædvanlig fremgangsmåde, siger forsvarer Eigil Strand.

Ifølge forsvareren er to indpakkede kondomer tabt ud af en bildør nemlig det eneste, der knytter hans klient til drabene på to ældre mænd i Ruds Vedby og Vemmelev.

Anklager Susanne Bluhm er ikke enig.

Ifølge hende er der meget mere, der peger i retning af, at de to tiltalte er de rigtige gerningsmænd til de drab, der sidste år rystede Vestsjælland.

Igennem knap to timer har hun forinden forsvarerens procedure punkt for punkt gennemgået de beviser, der peger på at det er de to tiltalte mænd på 35 og 43 år, der er skyldige i drab, brandstiftelse og usømmelig behandling af lig. Dertil kommer forsøg på hjemmerøveri, våbenbesiddelse og tyveri.

quote Jeg siger ikke, at det er sådan, det er, men det ligner manipulation

Eigil Strand, 35-åriges forsvarer

Igennem hele proceduren sidder den 43-årige, stærkt tatoverede tiltalte mand og rokker frem og tilbage på sin stol, mens han koncentrerer sig om den tegning, han laver på et stykke gult papir.

Den 35-årige erkender at have opbevaret et oversavet jagtgevær i sit hus i Sneslev. Derudover har han siden sin anholdelse nægtet sig skyldig i samtlige forhold i sagen.

Den 43-årige nægter sig skyldig i drab, men har ved forskellige afhøringer erklæret sig delvist skyldig i store dele af de resterende forhold. Han erkender således, at han var ude hos den 68-årige Kiehn Georg Andersen den 20. april 2019, da møntsamleren blev dræbt i sit hus i Ruds Vedby. Han nægter at have været til stede i huset i Vemmelev den 16. juni 2019, da 80-årige Poul Frank Jørgensen blev slået ihjel. I stedet peger han på sin 35-årige ven som gerningsmanden bag begge drab.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra seneste retsmøde, hvor den 43-årige tiltalte mand ændrede forklaring i retten for femte gang.

 

Møntsamling og skiftende forklaringer

Anklager Susanne Bluhm har i sin procedure onsdag lagt vægt på den 43-åriges forklaring. Den tiltalte mand har flere gange siden sin anholdelse kommet med forskellige udlægninger af hændelsesforløbet, senest peger han på sin medtiltalte som drabsmanden.

Hans forsvarer har henledt rettens opmærksomhed på, at hans klient har nogle betydelige mentale udfordringer. Men ifølge anklageren er han kommet med detaljerede forklaringer, der stemmer overens med de øvrige detaljer i sagen.

Desuden har en lang række vidner genkendt begge mænd som gerningsmand til nogle af de øvrige forhold i sagen, blandt andet ved Blæsinge Grusgrav, hvor den 43-årige angiveligt har ladet vandet den dag, Kiehn Georg Andersen forsvandt. Manden blev senere fundet i grusgraven, hvor sten i hans tøj holdt ham nede i vandet. Den 43-åriges søster har desuden i retten forklaret, at hendes bror kender området omkring grusgraven særdeles godt, eftersom de legede der som børn.

Et stort bevistema er desuden de mønter, som den 68-årige Kiehn Georg Andersen fra Ruds Vedby samlede på. Et vidne har i retten forklaret, at den 43-årige tiltalte kort efter drabet gav ham en stor møntsamling, som han sagde, at han havde arvet.

Hus efter mordbrand i Vemmelev
Læs også
Skjult møntsamling dukker op i drabssag
Hus efter mordbrand i Vemmelev
Læs også
Skjult møntsamling dukker op i drabssag

Desuden har den tiltaltes søster og kæreste begge afgivet vidneforklaringer, hvor de medgav, at den tiltalte ganske få dage efter drabet på møntsamleren var ankommet til sin mors fødselsdag med en stor pose mønter.

Sidst har politiet i en afbrændt olietønde i Sneslev ved en ransagning fundet en såkaldt ”Shell-mønt”. Shell-mønten er en reklamemønt fra benzinselskabet, der i 1970’erne udgav 20 mønter med hver sit motiv fra Månelandingen i 1969. Ifølge møntsamlerens søn havde faren alle 20 mønter i et chartek, men da han efter drabet i huset fandt chartekket, var der kun 19 mønter i. Den mønt, der er fundet i olietønden hos de tiltalte, bar det motiv, der manglede i møntsamlerens chartek.

Havde mystisk huskeliste i huset

Et andet bevistema hos anklageren er overvågningsbilleder. Både private overvågningskameraer og såkaldt ANPG-overvågning (automatisk nummerpladegenkendelse, red.) viser, at den 35-åriges hvide VW Up og hans sorte Landrover med stor sandsynlighed kan have været omkring gerningsstederne på gerningstidspunkterne.

Der er DNA i bagagerummet på den 35-åriges Landrover, der stammer fra den 68-årige møntsamler, ligesom den 35-årige har erkendt, at det er hans uåbnede pakke med kondomer, der er fundet udenfor møntsamlerens hus med hans DNA på. Den tiltalte har dog forklaret, at kondomerne må være faldet ud af bilen, da hans ven lånte den. Selv nægter han at have været hos møntsamleren.

GRAFIK: Her boede mændene, hvor mordene fandt sted.

 

Endelig har anklageren for retten fremvist en huskeliste, formentlig skrevet af den 35-årige. På huskelisten står der blandt andet ”reb, masker, gevær, dirksæt, jammer, tændvæske, lighter, strips” og andre effekter. Mange af effekterne er fundet i kælderen i det hus i Sneslev, hvor den 35-årige og til tider også den 43-årige tiltalte boede.

Anklager Susanne Bluhm mener, at den 35-årige skrev huskelisten for at forberede sig bedst muligt på de drab, der skulle begås, ligesom korrespondance mellem de to tiltalte i dagene før og efter drabene er blevet fremlagt. Her kan man på blandt andet Messenger-beskeder læse, at de to mænd har skrevet til hinanden, at de glæder sig til det, der skal ske, og at de om morgenen efter det ene drab har skrevet til hinanden om, hvor dejligt de har sovet og har det det i kroppen.

Huskeliste var til seksuelle møder

Overfor rækken af beviser står de to forsvarere.

- Vi kan jo ikke vide, om min klient på et tidspunkt skulle til Copenhell og smed to pakker kondomer i sidedøren på sin bil, fordi han tænkte, at det måske var hans heldige aften? Måske var det en anden, der tabte kondomerne, da han lånte min klients bil? siger Eigil Strand og peger på en lang række øvrige forhold, der efter hans opfattelse burde have været undersøgt af politiet.

Blandt andet har en efterforskningsleder ifølge forsvareren skrevet til ham, at til trods for at den 35-årige nægter sig skyldig, ser man ikke efter andre mulige gerningsmænd. Der er ellers noget, der hedder objektivitetsprincippet, lyder det fra Eigil Strand.

Ifølge forsvareren blev huskelisten, der blev fundet i huset i Sneslev hos den 35-årige, ikke skrevet med henblik på drab, men på sex. Den 35-årige har selv i retten forklaret, at de to mænd fandt kvinder på datingsitet ”Sugardaters”, de kunne have sex med. En kvinde til de to mænd. Og når de havde en huskeliste med ord som strips, masker, reb og så videre, handlede det ganske enkelt om, at de to mænd dyrkede masochistisk sex med kvinden.

quote Han skulle bare have nogle flade, det var ikke meningen, at der var nogen, der skulle slås ihjel

Lars Urup, 43-åriges forsvarer

Han fortæller nævningene, at hans klients nem-id er blevet tilgået, imens den tiltalte har siddet uden adgang til computer i Vestre Fængsel. Og i det hele taget ser det ud til, at der er blevet manipuleret med data og beviser.

- Jeg siger ikke, at det er sådan, det er, men det ligner manipulation, siger Eigil Strand under sin procedure.

Forsvarer: Anklagers procedure er tarvelig

Den 43-åriges forsvarer Lars Urup er heller ikke imponeret over anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen.

- Vi har set min klient i underbukser med tatoveringer. Vi hører, at han har en tatovering, hvor der står hor, mord og ildebrand på brystet. Det er en gammel tatovering, og det beviser ikke en pind, men det sværter en tiltalt til, og giver næring til vores fordomme om, hvem den person er, der har tatoveringer i halvdelen af ansigtet. Der er også chatbeskeder, hvor den 35-årige sender billeder af en brændende karrusel, af Breivik og Ted Bundy – de er sendt til den 43-årige. Det beviser ikke en pind, men det retter et negativt syn på min klient. Det er sgu tarveligt, det er ikke i orden, det går over stregen og vi risikerer at få en forkert afgørelse her, siger Lars Urup, efter han med nogen forsinkelse får lov til at stille sig foran retten og procedere.

Lars Urup påpeger, at hans klient, der er kommet med mange forskellige forklaringer, har fortalt detaljer, der ikke er rigtige. Det gjorde han, fordi han var så forhippet på i første omgang at tage skylden for alle forhold, så andre kunne gå fri i den her sag, siger forsvareren, der afviser, at der er tale om et berigelsesmotiv bag drabene.

Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul
Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul

- Måske troede de, at de dræbte opbevarede noget børneporno, det er muligt. Om det er sandt eller ej, ved vi ikke, men det var derfor, de tog derud. Han skulle bare have nogle flade, det var ikke meningen, at der var nogen, der skulle slås ihjel, siger Lars Urup, der samtidig fremhæver, at hans klient har forklaret, at han var så beruset, da han var med ude hos møntsamler Kiehn Georg Andersen, at han ikke rigtigt ænsede, hvad der foregik i Blæsinge Grusgrav.

Anklageren havde i sin procedure også berørt de påstande, der har været omkring, at de dræbte skulle have haft en interesse i børneporno. - Det er der intet, der tyder på, at de havde. Politiet har ledt for at se, om de kunne finde noget, men de har intet fundet, sagde Susanne Bluhm i Retten i Næstved onsdag.

Med procedurerne er sagen nu i nævningene og de juridiske dommeres hænder. Skyldkendelse og eventuel dom bliver afsagt den 29. september.


Nyhedsoverblik