Næstved Boldklubs cheftræner, Mogens Krogh, har fået en fyreseddel.
Fyringen kommer, efter holdet har haft en hård sæson præget af flere nederlag. Klubben ligger nemlig næstsidst i 1. division med ti kampe igen og der er seks point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
Line Høilund Pedersen, der er direktør i Næstved Boldklub forklarer til TV ØST, at resultaterne bare ikke har været gode nok her på det seneste.
- Hvis der skulle ske noget nyt, så skulle det være nu, siger hun og fortsætter:
- Vi har været utrolig glade for Mogens Krogh, og han har leveret nogle gode resultater - ikke mindst vores oprykning til 1. division i 2015. Men her i den indeværende sæson, der har resultaterne bare ikke været, som vi gerne ville have.
De små justeringer
Derfor håber Næstved Boldklub nu, at et par nye, friske øjne kan komme ind og justere de små ting, som kan vende kampsenariet for holdet.
- Vi er faktisk enige om alle sammen, at vores hold har spillet nogle rigtig fine kampe, men vi har bare ikke fået de ønskede point. Derfor er der et håb om, at det måske bare er nogle små justeringer, der skal til for, at vi rent faktisk også får pointene med fra kampene, siger Line Høilund Pedersen.
Næstved Boldklub regner med at præsentere en ny træner sidst på dagen i morgen.
Se interviewet med Mogens Krogh øverst i artiklen.