DGI uddanner 200 dagplejere til idrætsdagplejere i Næstved

200 dagplejere i Næstved Kommune skal de næste to år uddannes til idrætsdagplejere. Bag projektet står DGI

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hele 200 dagplejere i Næstved Kommune skal over de næste to år uddanne sig til idrætsdagplejere. 

- Det er superfedt. Vi har fået nogle rigtig gode fif til, hvad vi kan lave med børnene, siger Hanne Petersen.

Det er DGI Storstrømmen, der står bag projektet, og i følge konsulent Maja Damgaard handler det om at få glade børn, som har lyst til at bevæge sig. 

- Der er en sammenhæng mellem krop og bevægelse og hele din psyke og den kognitive udvikling, siger DGI-konsulenten.

Halvdelen af befolkningen skal være medlem af en idrætsforening 

DGI har sammen med Dansk Idræts Forbund en målsætning om at halvdelen af befolkningen i 2020 skal være medlem af en idrætsforening, og at 75 procent skal være fysisk aktive.

- Og hvis vi skal nå det meget ambitiøse mål, så skal vi starte tidligt, siger Maja Damgaard.

Og tidligt, det er altså dagplejebørn fra 0-3 år.

Hanne Petersen har været dagplejemor i knap 18 år, og hun er glad for forløbet som idrætsdagplejer 

- Jeg synes, børnene bliver mere glade. De nyder at bevæge sig og vil rigtig gerne være med, siger hun.