DF’er stiller socialministeren spørgsmål i sag om aflastning af 6-årige Martinius

Et spørgsmål om Stine Mortensen og hendes 6-årige søn Martinius er nu landet på socialminister Mai Mercados (K) bord.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Har kommunen handlet inden for lovens rammer i sagen om Stine Mortensen fra Næstved, der gerne vil have aflastning til sin 6-årige søn?

Det er kernen i et spørgsmål, som Dansk Folkepartis socialordfører Karin Nødgaard (DF) har sendt til socialminister Mai Mercado (K).

quote Jeg kan ikke gå ind i sagen og sagsbehandle. Men det er derfor, jeg spørger, om kommunen, hvis man tager udgangspunkt i den her sag, agerer rigtigt og følger loven

Karin Nødgaard (DF), socialordfører

I slutningen af marts fortalte TV ØST om Stine Mortensen og hendes søn, Martinius. Stine Mortensen er syg fysisk og mentalt med diagnoser som gigt, depression og angst og har derfor i næsten tre år bedt om aflastning til sin søn, som hun ikke mener, hun kan tage ordentligt vare på.

Og hun er ikke alene. En gennemgang, som TV ØST har lavet viser, at hendes egen læge, Smerteklinikken, en psykiater og sønnens skole har underrettet Næstved Kommune om, at Stine Mortensen har udfordringer med at tage vare på sin søn. 

Kommune: Familiebehandling er det rigtige

Næstved Kommune mener dog ikke, at det er aflastning, den lille familie har brug for. De mener, der skal familiebehandling til for at løse problemerne - noget, som blandt andet Børns Vilkår har kritiseret i skarpe vendinger.

- Jeg synes, vi har foretaget de rette faglige vurderinger i forhold til, hvad der skal gøres for at hjælpe Martinius og for at hjælpe familien, sagde teamleder Sven Sørensen fra Center for Børn og Unge i Næstved Kommune til TV ØST den 27. marts. 

Men Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti vil altså gerne have undersøgt, om Næstved Kommune har handlet inden for de gældende regler.

- Jeg er jo med til at lovgive. Jeg kan ikke gå ind i sagen og sagsbehandle. Men det er derfor, jeg spørger, om kommunen, hvis man tager udgangspunkt i den her sag, agerer rigtigt og følger loven, siger hun til TV ØST.

Spørgsmål fra socialordfører Karin Nødgaard (DF):

Handler om mennesker

Socialordføreren stiller spørgsmål, fordi hun helt basalt håber at få klarlagt, om serviceloven er overholdt i denne sag.

- Men det handler også om, at der er to mennesker, som er dybt påvirket af situationen. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvad der sker med dem på lang sigt, hvis ikke der bliver gjort noget, siger Karin Nødgaard.

- Jeg er bekymret for, at det bliver svært i det her lille barns fremtid. Uanset hvilken kommune, der er tale om, så kan det have katastrofale konsekvenser for mennesket, og det er jo det vigtigste at have sig for øje. Men der kan også være nogle økonomiske konsekvenser for kommunen, hvis ikke man sætter ind i tide.

Har ikke hørt noget

I Næstved er Stine Mortensen rigtig glad for, at der er nogen, der har taget hendes sag op politisk. 

- Jeg synes, det er rart, at politikeren bekymrer sig om mig og min søn. Jeg håber, der kommer noget godt ud af det her. Ikke kun for mig, men også for andre, som ikke får den nødvendige hjælp, siger hun til TV ØST.

Siden TV ØST fortalte om Stine Mortensens sag i slutningen af marts, har hun ikke hørt nærmere om eventuel aflastning af hendes søn.

- Jeg har intet hørt fra kommunen i forhold til aflastning af min søn. De har aflyst et opstartsmøde på kommunen den 23. april, som vi havde aftalt. I stedet siger de, der er en familiebehandler klar. Men jeg har intet hørt, siger Stine Mortensen.

Socialordføreren fra Dansk Folkeparti regner med, at der går mindst et par uger, før socialministeren har svaret på spørgsmålet om Stine Mortensens sag.

Se indslaget: Børns Vilkår retter en alvorlig kritik mod Næstved Kommune. 35-årige Stine Mortensen fra Næstved har i tre år forsøgt at få hjælp og aflastning til sin 6-årige søn, som hun lever alene med.